onsdag den 25. september 2013

Update

Så formåede jeg endnu en gang at glemme alt at informere lille Danmark om det, jeg går og laver herovre, og jeg kan lige så godt sige nu, at det nok er sådan her, det også bliver fremover. Jeg har en daglig rutine, sådan cirka, og der har jeg ikke lige fået presset bloggen ind... Men når der så pludseligt kommer dage som denne, hvor fire "classes" er aflyst pga. af manglende lærere. Så klokken 9 forlod 4.5 Colegio Nacional. 

Måske skulle jeg lige give en kort opsummering af dagene der gik, siden lørdag.

Lørdag aften var jeg bare sammen med mine veninder fra min klasse. Vi fejrede Student's Day (igen), forår og min "månedsdag". I Argentina starter foråret den 21. september. Det er altså en meget mærkelig dato, ikke ligesom i Danmark, hvor man bare siger "fra den 1. marts" Derudover er det også helt omvendt, og jeg omtaler stadigvæk sommeren herovre som vinter, og foråret som efterår...

Mine veninder er virkelig tålmodige, for jeg siger jo nærmest intet, fordi det meste foregår på spansk. Jeg prøver at forstå, og nogle gange får jeg da også sagt noget, men jeg forstår meget, meget mere, end jeg snakker... De siger, at de ved godt, at det er svært i starten, fordi man ikke taler sproget, men når jeg så begynder at tale spansk, skal det nok blive meget, meget sjovere. Det er rart at vide, at de nok skal hænge ved. Det er i hvert fald det, de giver udtryk for.

Søndag tog jeg med Neles værtsfamilie til nabo-provinsen, Corrientes. Neles hostfather's onkel ejer en kæmpe gård med en hel masse land til, også land ud til floden, der adskiller de to provinser. Så efter vi havde spist på en lille, god restaurant, kørte vi ud til vandet midt i ingenting, og sov siesta. 100% ærligt må jeg nok indrømme, at det var skønt at komme lidt væk fra storbyens larm. Væk fra dyttende biler, mænd der fløjter efter en, lange blikke fra forbipasserende og alt den form for larm, der er. Bare ligge der ved vandet, og ikke høre andet en en beroligende skvulpen og kvidrende fugle. Det var skønt. 

Mandag havde en af mine veninder fra klassen fødselsdag, så vi fejrede hende efter skole, ved at gå ud at spise. Det var så hyggeligt, og Nele og jeg prøver virkelig at udtrykke, hvor taknemmelige vi er over, at de altid inviterer os, nu hvor vi bare er til stede og ikke meget andet. 

Det blev ikke til nogle spændende billeder denne gang, så det må I have til gode...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar