"Allerede nyt indlæg?" Ja, allerede! Jeg har lige et lille hul, mens jeg venter på, at bruseren bliver fri. For her til aften (tirsdag aften) var jeg i fitness sammen med min søster og hendes veninde, Julieta. Først og fremmest løb min søster og jeg hen til fitness-centeret, det var i et godt tempo, og jeg er desværre nødt til at indrømme, at inden for de sidste to måneder har motion ikke stået øverst på listen. Dog kom vi derhen, mit skud er, at det nok var en løbetur på 2 km, uden at være sikker overhovedet. Jeg havde bare helt spontant og uden tøven sagt "ja", da Esperanza (min søster) spurgte, om jeg ville med. Jeg kunne bare mærke, at jeg havde brug for at røre mig. Løbeture er noget, jeg ikke må gøre alene her, så jeg skal måske begynde at løbe med en af de andre udvekslingsstudenter, jaaa.
Men altså, vi kom hen til fitness-centeret, og jeg havde det faktisk ikke hårdt. Min vejrtrækning var normal, og jeg var helt overrasket over, hvor godt det var gået. Vi kom ind i salen, og en pumpet mand stillede sig på den lille scene, og ufattelig høj musik begyndte at brøle ud af højtalerne. Så gjaldt det ellers om at følge med. Jeg, som var fuldstændig ny på holdet, skulle godt nok lige se øvelserne et par gange, for det er ikke ligefrem det samme som Balle-gymnastik. Det var en blanding af zumba og boksning til at begynde med. Øvelserne blev gentaget meget, og det var samtidigt sjovt. Pludselig skulle vi hente nogle vægte, jeg aner ikke, hvad mine vejede, men jeg tror uden tvivl det kan mærkes, når jeg vågner. Dernæst kom der hofter med i spillet. Der skulle rigtigt vrikkes, og jeg tror, at instruktøren var professionel salsa-danser i sit tidligere liv eller noget i den stil - eller også er det bare fordi, han er argentiner!
Selvom det var hårdt og jeg både fik sved på panden og røde kinder, var det dælme rart - og tiltrængt! Det er helt klart noget, jeg vil blive ved med - altså at gå i fitness herovre. Det koster 200 kr om måneden, så jeg synes uden tvivl, at det er pengene værd. Og fordi det er om aftenen (klokken 20-21), er der ikke sååå varmt igen, så man kan sagtens holde det ud. TAK TIL FITNESS!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar