Soy Laura de Dinamarca

Sikke en dag. Vi havde for en gangs skyld fuld skema. MEN hverken Nele, Hein, Maxi, Katheryn eller jeg havde det sidste fire "classes", fordi vi åbenbart skulle gå rundt til alle klasserne på hele skolen, og introducere os selv. Det var ikke skolen, der sagde, at vi skulle. Efter hvad jeg har forstået, var det et "parti", der stiller op til elevrådet. De bruger åbenbart os som valgkampange, så hvis de vinder valget, skal vi (udvekslingsstudenterne) lave en præsentation for de, der vil høre det (så cirka hele skolen) om vores land og kultur... Uden vi har sagt ja til noget. Så selvom man ikke skulle tro det var muligt, stirrer folk endnu mere på os (udvekslingsstudenterne), nu hvor de kender vores navne. De hilser alle sammen på os, og jeg hører til ordet "Dinamarca" blive hvisket, når jeg går fordi. Men ja, det er en del af det hele, og det er da også sjovt nok at prøve. Lidt en speciel oplevelse... Dog har jeg allermest ondt af Hein. Pigerne, der er yngre end os, altså de går i 2nd og 3rd year, synes han er noget af det flotteste, de nogensinde har set i virkeligheden, mest af alt fordi han åbenbart ligner Justin Bieber. Nogle begyndte at græde, og når vi gik ind i klasserne, lød der små hvin fra nogle af pigerne. Ikke nok med det, ville de også have et billede med ham, og de prøvede at tage billeder i smug, hvilket ikke lykkedes... Så ja, jeg (vi) kan ikke få lov til at gå i fred. Forresten var der en eller anden, jeg aner ikke hvem, der gik forbi mig, som rev mig i håret. Altså jeg går ikke ud fra det var meningen, at han ville rive mig i håret, men det gjorde han. Æv

Nu er der i hvert fald én sætning, der er på repeat i min hjerne: Soy Laura de Dinamarca

Danmark vs. Argentina

Endnu en gang var de sidste fire "classes" aflyst pga. af, at lærerne ikke var der. Ikke nok med at der er mangel på lærere, så var vi også kun halvdelen af klassen i skole i dag - men jeg har ladet mig fortælle, at elever og lærere er forhindret i at komme, fordi busserne ikke kører. Grunden til det er, at regeringen vil gøre det billigere at køre med bus i Resistencia (som om 3 kr. ikke er billigt nok). Eftersigende er Resistencia den by, hvor det er DYREST at køre med kollektiv transport i hele Argentina... Og buschaufførerne er ikke ligefrem begejstret for at tjene endnu færre penge, end de allerede gør. Så de strejker. Derfor fik jeg fri klokken 9, og så tænkte jeg: "Hey, måske skulle jeg lige fortælle om de største forskelle mellem Argentina og Danmark?" Jeg har været her i over en måned, så jeg kender forskellene meget godt, men det var også ret nemt at spotte de største forskelle efter et par dage.

Nogle forskelle er:

- Man skal have sko på indenfor, jeg ved ikke, om det er fordi der er beskidt eller om det er fordi, der er fodkoldt. Man skal i hvert fald bare have sko på indenfor...

- Fordi man skal have sko på indenfor, er HELE huset belagt med fliser, sådan nogle som man i Danmark kun har på badeværelset og i køkkenet, og måske i gangen. 

- Det er helt normalt at have en hushjælp. Vi har også en hushjælp, der gør rent hver dag, og laver frokost til os.

- Alle har MINDST to hunde, og mindst én af dem er vagthund. Derudover har de mindst én skødehund.

- Skolen er meget, meget forskellig fra den danske skole. Først og fremmest bliver karaktererne, som eleverne får, læst højt for hele klassen. Derudover er der enormt meget støj, og de er på ingen måde lige så produktive, som vi åbenbart er i den danske skole. Skoledagen er også enormt kort, men for dem er den lang...

- Ét kys på hver kind hver gang man hilser, uanset hvad.

- Argentinere er meget åbne og imødekommende, hvilket jeg synes er en god ting, og en kæmpe fordel, fordi det er svært at være den, der altid opsøger, når man ikke kan sproget. De er gode til at hive en med rundt, og introducere en. Og de har tonsvis af spørgsmål, der skal besvares, og de kan altid finde et eller andet at snakke om.

- Regnvejr er det værst tænkeligt vejr i Resistencia. Nogen kommer ikke i skole pga. af regn, og hvis det regner i weekenden, tager man ikke på natklub om aftenen.

- Der er siesta, og alle holder siesta. Butikker og restauranter lukker, folk kommer hjem fra arbejde. Siesta er noget helligt, som ingen eller intet kan tage fra argentinerne.

- Enten er der bygget en mur rundt om husene eller også er der gjort andet, så uvelkommende har svlrt ved at trænge ind.

- Der er tremmer for ALLE vinduer.

- Cykler er noget, man skal kigge længe efter, af og til kommer der lige én cyklist. Jeg ved ikke hvorfor, jeg tror det er på grund af varmen, at cykler ikke er så udbredte.

- Herreløse hunde og HESTE er et hverdagssyn.

- Mændene er ikke bange for at råbe og pifte efter en, når man går på gaden, og ord som "hermosa" bliver hvisket eller råbt. I starten var det meget ubehageligt, nu har jeg efterhånden vænnet mig til det. "Heldigvis" gør de det ved alle unge piger. Så længe de kun holder sig til at råbe, er det ok.

Der er mange andre forskelle, som jeg måske vil belemre jer med på et andet tidspunkt, men det var alt for nu

Update

Så formåede jeg endnu en gang at glemme alt at informere lille Danmark om det, jeg går og laver herovre, og jeg kan lige så godt sige nu, at det nok er sådan her, det også bliver fremover. Jeg har en daglig rutine, sådan cirka, og der har jeg ikke lige fået presset bloggen ind... Men når der så pludseligt kommer dage som denne, hvor fire "classes" er aflyst pga. af manglende lærere. Så klokken 9 forlod 4.5 Colegio Nacional. 

Måske skulle jeg lige give en kort opsummering af dagene der gik, siden lørdag.

Lørdag aften var jeg bare sammen med mine veninder fra min klasse. Vi fejrede Student's Day (igen), forår og min "månedsdag". I Argentina starter foråret den 21. september. Det er altså en meget mærkelig dato, ikke ligesom i Danmark, hvor man bare siger "fra den 1. marts" Derudover er det også helt omvendt, og jeg omtaler stadigvæk sommeren herovre som vinter, og foråret som efterår...

Mine veninder er virkelig tålmodige, for jeg siger jo nærmest intet, fordi det meste foregår på spansk. Jeg prøver at forstå, og nogle gange får jeg da også sagt noget, men jeg forstår meget, meget mere, end jeg snakker... De siger, at de ved godt, at det er svært i starten, fordi man ikke taler sproget, men når jeg så begynder at tale spansk, skal det nok blive meget, meget sjovere. Det er rart at vide, at de nok skal hænge ved. Det er i hvert fald det, de giver udtryk for.

Søndag tog jeg med Neles værtsfamilie til nabo-provinsen, Corrientes. Neles hostfather's onkel ejer en kæmpe gård med en hel masse land til, også land ud til floden, der adskiller de to provinser. Så efter vi havde spist på en lille, god restaurant, kørte vi ud til vandet midt i ingenting, og sov siesta. 100% ærligt må jeg nok indrømme, at det var skønt at komme lidt væk fra storbyens larm. Væk fra dyttende biler, mænd der fløjter efter en, lange blikke fra forbipasserende og alt den form for larm, der er. Bare ligge der ved vandet, og ikke høre andet en en beroligende skvulpen og kvidrende fugle. Det var skønt. 

Mandag havde en af mine veninder fra klassen fødselsdag, så vi fejrede hende efter skole, ved at gå ud at spise. Det var så hyggeligt, og Nele og jeg prøver virkelig at udtrykke, hvor taknemmelige vi er over, at de altid inviterer os, nu hvor vi bare er til stede og ikke meget andet. 

Det blev ikke til nogle spændende billeder denne gang, så det må I have til gode...

Månedsdag og Student's Day

Her får I et indlæg, som er skrevet på min "månedsdag" med Argentina. Én måned. Det er faktisk ikke lang tid for mig. Tiden er fløjet afsted, synes jeg! Jeg har haft dage, hvor jeg intet har lavet, og dage med knald på. Jeg elsker virkelig mit liv herovre, selvom Resistencia jo ikke er lille Nibe, har jeg vænnet mig til, at jeg skal "passe på". Altså jeg skal have øjnene med mig, men det er ikke så farligt, som jeg måske kan få det til at lyde... Jeg er bare glad for, at jeg er endt op i en storby, for så er der altid et eller andet, man kan give sig til. Der er altid mennesker omkring en. Selvom en af mine argentinske veninder sagde til mig: "Åh altså, Resistencia er så lille. Der er næsten ingen muligheder for noget her." Øhm, jo. Her er mulighed for ALT jo. 

Nu til en lille opdatering på, hvad jeg har fået tiden til at gå med, nu hvor jeg ikke har haft tid til at fortælle det til jer:

Lige pt. er der "Black Friday" i byen. Navnet er ret misvisende, for det startede torsdag, og slutter i dag, lørdag. Torsdag var jeg sammen med to andre piger en tur i centrum, og vi fik kigget lidt og shoppet lidt. Ellers var jeg i fitness om aftenen, så det var ikke fordi, at torsdag var specielt anderledes.

MEN FREDAG:

Fredag var dagen før "Student's Day". Og fordi Student's Day i år er på en lørdag, kunne de jo ikke fejre det i skolen på selve dagen. Så fredag gik med ikke at lave en hujende fis i timerne, som altid, OG spise chips samt drikke sodavand... Og høre meget høj musik i klassen, og danse som om vi var på diskotek. Ja, meget specielt, og meget mærkeligt, synes jeg. De kan slet ikke forstå, at vi ikke har Student's Day i Danmark. De synes, at det er så synd for mig.

Fredag aften var der parade i byen. Alle skolerne i hele byen gik paraden, der var "konger" og "dronninger" af skolerne, som stod med deres krone og fine outfit, og bare vinkede som mekaniske dukker. Det skal lige siges, at paraden skulle være startet klokken 20 - men startede første 21:30... Der var jeg lige ved at miste tålmodigheden! Puha, det var længe bare at stå og glo. Jeg så det sammen med Hein (fra Holland), Katheryn (fra USA) og Maxi (fra Tyskland). Inden paraden mødtes vi på San Jose, hvor vi fik lidt godt til ganen. Der var en AFS-dreng (en anden organisation) også sammen med os, men han skulle selv gå i paraden med hans hjemlands flag (Italien). Efter vi havde set ham i paraden, tog vi allesammen hjem. Der var klokken godt og vel 22. Efterfølgende var jeg sammen med mine klassekammerater, og det var sååå hyggeligt! :-)

Min første måned her har været god, og jeg glæder mig til mange andre gode måneder her! Alt er godt, og jeg nyder hvert et sekund, både sammen med lokale argentinere og med de andre udvekslings-studenter! Jeg kan stadigvæk ikke fatte, at jeg er her i Argentina, og lever exchange life. MEN DET GØR JEG!!! Og det er fedt!!!

AMO MI VIDA EN ARGENTINA!!!

Bokse-styrke-zumba-salsa-fitness

"Allerede nyt indlæg?" Ja, allerede! Jeg har lige et lille hul, mens jeg venter på, at bruseren bliver fri. For her til aften (tirsdag aften) var jeg i fitness sammen med min søster og hendes veninde, Julieta. Først og fremmest løb min søster og jeg hen til fitness-centeret, det var i et godt tempo, og jeg er desværre nødt til at indrømme, at inden for de sidste to måneder har motion ikke stået øverst på listen. Dog kom vi derhen, mit skud er, at det nok var en løbetur på 2 km, uden at være sikker overhovedet. Jeg havde bare helt spontant og uden tøven sagt "ja", da Esperanza (min søster) spurgte, om jeg ville med. Jeg kunne bare mærke, at jeg havde brug for at røre mig. Løbeture er noget, jeg ikke må gøre alene her, så jeg skal måske begynde at løbe med en af de andre udvekslingsstudenter, jaaa. 

Men altså, vi kom hen til fitness-centeret, og jeg havde det faktisk ikke hårdt. Min vejrtrækning var normal, og jeg var helt overrasket over, hvor godt det var gået. Vi kom ind i salen, og en pumpet mand stillede sig på den lille scene, og ufattelig høj musik begyndte at brøle ud af højtalerne. Så gjaldt det ellers om at følge med. Jeg, som var fuldstændig ny på holdet, skulle godt nok lige se øvelserne et par gange, for det er ikke ligefrem det samme som Balle-gymnastik. Det var en blanding af zumba og boksning til at begynde med. Øvelserne blev gentaget meget, og det var samtidigt sjovt. Pludselig skulle vi hente nogle vægte, jeg aner ikke, hvad mine vejede, men jeg tror uden tvivl det kan mærkes, når jeg vågner. Dernæst kom der hofter med i spillet. Der skulle rigtigt vrikkes, og jeg tror, at instruktøren var professionel salsa-danser i sit tidligere liv eller noget i den stil - eller også er det bare fordi, han er argentiner!  

Selvom det var hårdt og jeg både fik sved på panden og røde kinder, var det dælme rart - og tiltrængt! Det er helt klart noget, jeg vil blive ved med - altså at gå i fitness herovre. Det koster 200 kr om måneden, så jeg synes uden tvivl, at det er pengene værd. Og fordi det er om aftenen (klokken 20-21), er der ikke sååå varmt igen, så man kan sagtens holde det ud. TAK TIL FITNESS!!!

I bio - PÅ SPANSK

Søndag bestod af den ugentlige familie-middag hos min argentinske bedstemor, tante samt fætter og kusine. Da vi var hjemme ved 15-tiden, var der jo laaaang tid til sengetid, så noget skulle dagen jo gå med. Derfor besluttede Nele og jeg, at vi ville i biografen, og vi fik Hein med os i sidste sekund. Vi så Percy Jackson - Sea of Monsters. Prikken over i'et er, at den var på spansk. Altså ingen undertekster, og de talte spansk, fordi filmen var blevet synkroniseret... Så ja, egenligt forstod jeg intet af det, der blev sagt i filmen, udover småord som "hermano", "pared","vamos" og "gracias", og selvfølgelig nogle andre ord. Sjovt var det dog alligevel, og vi fik skabt vores egen historie udfra det, vi så. Det var i 3D, og vi betalte altså ikke en gang 50 kr, så ingen penge spildt der, synes jeg. Måske har jeg, uden jeg ved det, lært en lille smule af det, men i filmen talte de jo hurtigt, der blev råbt og hvisket i filmen, og man kunne ikke lige sige: "Tal lige lidt langsommere, tak." Der sad nogle børn bag os, som morede sig gevaldigt over, at vi var exchange students, og skulle lige høre, hvor vi var fra, og gav os også en masse søde men unødvendige komplimenter, ligesom alle andre :-) 

Mandag var jeg ikke i skole, da mit helbred ikke var helt i top, men jeg har det bedre nu. Lige pt. har vejret skiftet en del, så de 37 grader er fortid, og der er omkring 15 grader nu. Koldt for argentinere, normalt for mig, men jeg havde jo næsten vænnet mig til de mange grader, så jeg synes også, at det er lidt småkøligt. 

Tirsdag var bare en almindelig skoledag, dog blev den sidste time afbrudt af, at det var "lærernes dag" (igen???), og nationalsangen skulle synges, samt Chacos (provinsen jeg bor i) "nationalsang". Det ultimative samtale emne er lige nu "Black Friday", et kæmpe udsalg i tre dage, samt "students day", som er på lørdag. Det er vist noget med et kæmpe optog, og en masse dans og noget fiesta. Af det jeg har forstået, men jeg følger jo bare med :-) 

Her har jeg det altså godt, håber også alt er rimelig godt i Danmark

Chau! (sådan siger man her)

Comida danés y alemán

Fredag aften havde Nele og jeg inviteret otte piger fra klassen hjem til mig, hvor vi ville lave dansk og tysk mad til dem. Så klokken 17:30 mødtes jeg med Nele, og vi fik købt alle de nødvendige ingredienser. For I lige kan få et indtryk af, hvor billigt det egentlig er, synes jeg I skal vide, at mad til 10 personer betalte vi 300 kroner for I ALT. Menuen var kartoffelsalat, frikadeller, applecrumble og cornflakestoppe. Personligt synes jeg, at det er ufatteligt billigt, men måske har jeg bare ikke den rigtige fornemmelse af, hvad det normalt vil koste i Danmark :-)

Pigerne kom klokken 22 (sådan cirka, de er jo argentinere). Vi sad bare og spiste og snakkede til klokken 1-2 godt og vel. Heldigvis for Nele og mig kunne de godt lide maden, selvom vi selv synes, at det var meget mislykket. 

Forresten er jeg ikke helt på toppen her for tiden. Forskellen på klimaet ude og inde har givet mig en mindre forkølelse, men heldigvis har jeg en sød familie, der er så gode ved mig :-)

Den daglige rutine (sådan cirka)

Jeg tænkte, at jeg lige ville fortælle lidt om den daglige rutine i grove træk. Selvfølgelig er hver dag ikke ens, men der er jo nogle ting, der er faste.

6:30 ringer vækkeuret, dog springer jeg først ud af sengen 6:45 :-)

7:20-7:30 kører vi til skole, alt afhængig af, om det er cykel eller bil.

7:40 starter skoledagen med, at flaget hejses - vi siger "hej" til flaget, og "godmorgen" til hinanden.

9:00 er første "modul" slut, og der er en pause på cirka ti minutter

10:30 er andet "modul" slut, og pausen er lidt længere. Jeg er dog i tvivl om, hvor lang den er...

12:00 ringer klokken ud, og så er det ellers bare hjem. Oftes står man ude foran skolen i 10-15 minutter og får snakket lidt og sagt "vi ses" til hinanden. 

12:45 godt og vel, er min søster og jeg endelig hjemme efter en gåtur på omkring 2,5 km. Så snart vi kommer hjem, smider vi os i sengen på den kølige værelse, hvor airconditionen har været i gang længe, takket være hushjælpen :-)

13:00-13:30 cirka spiser vi. Dog er tidpunktet ikke fast. Nogle gange venter vi på min hostfather, men for det meste spiser min søster og jeg selv, fordi han arbejder. 

?-16:30 er der siesta. Alt afhængigt af hvornår frokost er slut, og også alt afhængigt af, om man skal noget efter siestaen. Min siesta varer for det meste til klokken 16 eller lidt over. Dejligt!

?-20, 21, 22 har man forskellige aktiviteter. Måske har man en aftale med en veninde, måske tager man til the center of the city og shopper, måske er man bare hjemme eller måske har man en sport, man skal passe. 

22:00 er som regel tidspunktet for aftensmaden. Selvfølgelig kan det gå hen og blive klokken 23 eller       23:30

Bare et lidt tilfældigt indlæg herfra, men jeg tænkte det måske var rart at have et overblik over hverdagen her, og hvor forskelligt det er fra den danske, travle hverdag. Her gælder det om at være spontan, og klar på noget hele tiden, men jeg kan godt lide spontaniteten. Jeg kan godt lide, at hverdagen er meget "måske skal jeg det, måske skal jeg ikke." Jeg tror, at en travl dansker har godt af sådan et afbræk, sådan en "lærerig" hverdag, som dette egentlig er for mig. Argentinere lever virkelig i nuet, og gør det, de lige har lyst til på de nuværende tidspunkt. Morgendagen tager man, som den kommer.  

1/3 skoledag

I dag, torsdag, var så skoledag igen. Hvis man overhovedet kan kalde det skoledag. Kom for det første for sent i skole, fordi vi cyklede i skole, og min cykel gik i stykker før vi var nået halvvejs, så vi skulle gå resten af vejen. Normalt er der ingen reaktioner, når folk kommer for sent, men i dag, da jeg trådte ind ad døren, blev der sagt: "Lauraaaaaa", sådan på den der haha-du-kom-for-sent-måde. Vi havde psykologi indtil klokken 9. Den time bestod af mundtlig eksamen, altså alle andre kunne bare snakke med hinanden, mens to sad på pinebænken. Klokken 9 kom meddelelsen, at resten af timerne var aflyst for vores vedkommende. Så klokken 9 smuttede hele 4.5, jaaaaa. Jeg tog, sammen med dem, der i min klasse er blevet mine veninder, til et lille sted, hvor vi fik noget at drikke, og bare snakkede. Det var sååå hyggeligt, jeg kan virkelig godt lide de tøser :-) Ved 11:30-tiden opløste selskabet sig, og vi drog hver til sit. 

Lærernes dag = FRIIII

Onsdag var en meget mærkelig dag. Ikke på grund af hvad der skete. For det der skete, var godt. Men grunden til det gode skete var, at det var en fridag. Grunden til denne fridag var, at det var "lærernes dag". En meget, meget mærkelig grund til at give elever over hele landet fri. Men jeg vil ikke klage! Dagen blev tilbragt med de andre udvekslingsstudenter ved en pool. Vi fik seks timer til at gå med at sidde i solen, men allermest i skyggen. Solen er ulidelig i længden. Ellers var vi i poolen. Derudover spiste vi (selvfølgelig). Så ja, det var onsdag. Jeg fik ikke taget nogle ordenlige billeder, men heldigvis fik Katheryn, pigen fra USA, nuppet min iPhone, og taget nogle meget tilfældige billeder. Her er ét af dem :-)

21 dage

Nu har jeg, hvis man tæller dage og ikke fra onsdag til onsdag, været her i 21 dage. Tre uger. Tiden suser afsted, føler jeg. Der er hele tiden noget at lave. Hele tiden et tilbud, man ikke kan afslå. Bloggen ryger længere og længere ned på listen, men det vidste jeg godt, at den ville. Jeg synes dog ikke, at I skal snydes helt. Så:

Lørdag mødtes jeg med Nele, og vi tog hjem til hende - dog havde vi et mindre pitstop på vejen: San Jose! Der var bagende hedt klokken 18, og vi synes godt, at vi kunne spise en is. Ind på San Jose kom vi. San Jose er en lille "restaurant", hvor man kan komme og få kage, is eller almindelig mad. Kagerne er fantastiske, isen er himmelsk og den sandwich jeg har fået derfra var ikke ringe på nogen som helst punkter. Vi bestilte hver vores is, tjeneren var sød og meget hjælpsom, han kunne godt se, at vi i hvert fald ikke var fra Argentina... Isen var såååå god, simpelthen. Men hvad er ikke godt herovre? Nårh jo, jeg synes ikke, at ko- eller svineindvolde er videre interessante. Det fører det videre til, at vi om aftenen fik cena (aftensmad) hos Neles hostparents venner. Måltidet bestod af asado - argentinsk BBQ. Man finder dog ikke lige Weber'en frem fra skuret. Næ nej, der er fut i træ, og så er det en murstens.grill. Kødet er vildt lækkert, men når de vil have, at man også skal spise tarmene, siger jeg nej tak. Jeg fik dog et mistænksomt stykke kød, der eftersigende skulle være "muy rico". Den lille bid jeg fik af det, var nok til at bekræfte mig i, at det ikke var "muy rico". Så jeg holdt mig til "almindelig kød". Ved 0:30-tiden (sent, sent, sent selvfølgelig) blev vi kørt til exchange student-"party". Inviterede var alle exchange students i Resistencia, også dem fra AFS. Udover os, var der rebounds, altså argentinere (fra Resistencia), der havde været udvekslingsstudenter. Aftenen, nej, NATTEN gik allermest med at snakke, især blandt udvekslingsstudenterne, mens reboundsene festede igennem, fordi de jo gerne må... Men ekstremt hyggeligt, det var det i hvert fald. Da de sidste gæster var gået hjem, gik vi (mig, Julieta, Hein og Esperanza) langt om længe i seng. 

Asado

Søndag gik bare med at få indhentet den søvn, jeg manglede. Om aftenen kørte min hostfather, min søster og jeg en tur ved 22-tiden. Meget spontant, men spændende at se byens aftenliv. Vi købte en stor lomito (som nok var den bedste jeg har fået hidtil), så det blev vores aftensmad. 

Mandag var en lidt underlig dag. For lidt over en uge siden, var der en pige, der var kommet hen til mig og Nele, og havde spurgt os, om vi havde lyst til at lave noget sammen en dag. Den dag var mandag. Vi mødtes med dem i the center of the city, og gik til et lille sted, hvor vi fik noget at drikke og snakkede. Eller de snakkede. Jeg var bare fluen på væggen, fordi de jo troede at jeg fattede nada spansk. Det er ulempen ved at sige, at jeg kun taler "poco" spansk. Så taler folk ikke til mig. Så er jeg der bare. Når de sad og snakkede om mig, og spurgte Nele spørgsmål om mig, sagde Nele hele tiden: "Hun forstår altså godt, hvad I siger. Hun forstår altså meget spansk. Hun taler bare ikke så meget spansk." Det virkerede ikke til, at det fes ind på lystavlen, så efter en times tid, gik vi så. Vi gik hjem til Nele, og købte chipas på vejen hjem. Hos Nele sad vi bare med fødderne i poolen, og nød tilværelsen med chipas i munden og mate i hånden :-) (Mate er en argentinsk drik, om sommeren drikker man utallige mængder af dedede, som Nele og jeg også drak. Det er lemonade/saftevand med en slags tørrede the-blade.)

Tirsdag havde min skole fødselsdag, så guvernøren af Chaco, eller noget i den dur, kom og holdt tale, og det hele var ih og åh så formelt. Efter en halv times tid var det slut, og vi vendte tilbage til undervisningen. I dag havde vi geografi, og mig og Nele skulle faktisk YDE NOGET?!? Vi fik opgaver, på spansk -.-, som skulle løses. Faktisk gik det overraskende godt, jeg forstod spørgsmålene, og også nogenlunde hvad jeg læste og svarede. Egentlig er det rarere at lærerne lægger mærke til os, og giver os opgaver, end bare at sidde og glo hele dagen. 

Fart på dagene

Nu begynder der at gå længere og længere tid mellem indlæggene, det beklager jeg. Her for tiden har jeg bare så meget jeg skal nå, heldigvis. Jeg kan da i hvert fald ikke sige, jeg keder mig herovre.

Onsdag aften var jeg til mit første Rotary-møde med min klub. Det var overraskende hyggeligt. Først skulle vi præsentere os selv, selvfølgelig på spansk. Senere hen skulle vi fortælle fem minutter om hvad vi synes om at være her, om en stor forskel mellem Danmark og Argentina, hvorfor lige Argentina og meget mere. Det var på engelsk, og så var der en tolk, da det er meget få, der forstår og taler engelsk. I min klub er det mig, Nele fra Tyskland og Marqaux fra Frankrig, der er udvekslingsstudenter. Resten er i en anden klub. Der er vist tre klubber i Resistencia.

På billedet er der Marqaux i den blå blazer, Nele og min lillesøster i min anden værtsfamilie

Torsdag skulle vi til lufthavnen (igen igen). Denne gang også på ladet af pick-up'en. Turen dertil gik helt fint, vi var lidt flere end sidste gang på ladet, men det var fint. Vi kom til lufthavnen, og skulle byde pigen fra USA, Katheryn, velkommen. Vi har alle indtil videre synes det var ekstremt akavet at ankomme, fordi der kun er glas mellem bagageafhentningen og ankomsthallen. Så vi gør alt hvad vi kan, for at få de, der ankommer til at føle sig akavet. Missionen lykkedes, og senere undskyldte vi også for at have gjort det, fordi det virkelig er uventet og overvældende at ankomme. Da vi kørte hjem, var vi på pick-up'en. Pludselig skete der det, vi har joket med hver eneste tur: politiet stoppede os! "Bare tal jeres eget sprog, så skal det nok gå!" blev der sagt inden de kom hen til os. Faktisk var politiet fløjtende ligeglade med, at vi sad på ladet. De skulle bare se et kørekort, og så blev der hurtigt sagt, at vi var lidt for mange, men det var også det eneste. Efterfølgende tog vi (Hein, Nele, Maxi, Marqaux, min søster, Federico og Enrique) hjem til Katheryn og fik merienda (eftermiddagskaffe). 

Fredag var sidste tur til lufthavnen, også i pick-up'en, og intet politi. Fredag ankom en dreng fra Tyrkiet. Nu er vi fuldtallige, endelig. Vi stod længere og kiggede efter ham. Kiggede efter en Rotary-blazer. Det virkede ikke som om han kom. Pludselig er der en, der siger: "han er lige dér". Så har han stået lige for næsen af os i 10 minutter. Men vi fik budt ham velkommen, taget de obligatoriske billeder og så smuttede vi igen. Denne gang tog vi hjem til mig, hvor vi fik merienda. Det var vildt hyggeligt, det var mig, Nele, Maxi, Federico og min søster (Esperanza). Vi fik chipas (noget af det bedste herovre) og sådan nogle kage/snegle-agtige kager. 

Fredag aften og nat tilbragte jeg hos en af mine klassekammerater sammen med næsten hele min klasse.  Det var en form for velkomst-party for mig og Nele. Det var vildt hyggeligt, til trods for at de alle kender hinanden godt og snakker det samme sprog. Men det var en god måde at blive mixet sammen på, og det er virkelig en god klasse vi er kommet i. De elsker at lære danske eller tyske ord, specielt dem man ikke må sige :-) Min hostbrother kørte mig derhen og hentede mig igen. "Du ringer bare, når du vil hentes!" lød det fra ham. Jeg havde det så dårligt med at ringe til ham ved 3-tiden. Stakkels ham, tænkte jeg bare. 

Men altså, det er et godt tegn, at der bliver længere og længere mellem indlæggene. Intet nyt er godt nyt, right?

Fødselsdag hos Maxi + 4.5-tøsetid

I går (tirsdag) havde Maxi, en af pigerne fra Tyskland, fødselsdag. Nele og jeg havde dagen før bagt en kage, og var inviteret over til Maxi i går sammen med Hein og Margaux (en pige fra Frankrig) fra Rotary og to piger fra Tyskland, som rejser med AFS. Vi spiste empanadas og sad bare og snakkede om exchange-life. Jeg synes, det var vildt hyggeligt, rart at have "dem", fordi vi alle er i samme båd, alle har de europæiske briller på endnu. 

I dag var jo min anden skoledag i den nye klasse. Jeg er virkelig positiv over for det her, for jeg tror det fungerer meget bedre. Allerede nu kan jeg bare mærke, at det her er fuldstændig anderledes end min anden klasse. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er, der gør det. Måske er den her klasse mere nede på jorden? Eller mere imødekommende overfor udvekslingsstudenter? Det er i hvert fald noget i den stil. 

I dag havde vi engelsk for første gang (for mit vedkommende). Det er jo meget, meget basic engelsk. Den form for engelsk vi havde i dag, er sådan noget vi lærer i 5.-6. klasse, vil jeg tro. Det er ord som "backpack", "fun", "wait" og "guide book", der blev repeteret om og om igen. Dog er det faktisk ligemeget for mig, hvad niveauet er, så længe klassen er god. De er enormt søde til at hjælpe, og vil faktisk bare gerne snakke. Engelsklæreren er vildt dygtig, og hun sagde til mig, at "vi skulle se og få lært mig noget spansk", altså på den der søde og hjælpsomme måde. I de sidste to "classes" var læreren ikke kommet på arbejde, min gæt er sygdom, så vi fik tidligere fri (10:30). Dog kunne jeg ikke bare forlade skolen, fordi mine forældre her ikke havde skrevet under på, at jeg må forlade skolen på egen hånd. Så efter lidt forvirring kom min hostmom og underskrev, og jeg gik med nogle af pigerne fra min klasse, inklusiv Nele, til et lille sted, hvor vi sad og hyggede. Der blev splejset om en sodavand og en pose cookies, og så blev der ellers snakket. Jeg er bare så glad for at være blevet flyttet, det her er jo så meget bedre! Pigerne er så søde og flinke, også selvom jeg kun taler engelsk. Dog tror de at min ordforråd er 0, så når de spørger hinanden (på spansk): "Hvordan siger man det her på engelsk?", svarer jeg dem tit, og overrasker dem ved at have forstået. Hvis de nogle gange glemmer at tale engelsk til mig, forstår jeg også godt, altså for det meste. Så ja, nu er alt vildt godt. Før var det godt, og jeg synes dengang at det var tilpas, men nu kan jeg se, at VILDT GODT er meget bedre end bare godt. Sproget, klassen, det sociale, alt kører som det skal, føler jeg. Kommunikationen er så småt blevet større mellem min hostdad og jeg. Vi skærer begge mange ord fra, så det kun er de vigtigste ord, der bliver sagt, men vi forstår. OG det foregår på spansk.  

Lige et enkelt billede fra "tøseturen" i dag. Det var sååå hyggeligt, alle er virkelig søde! Men ja, så kan I få et indtryk af, hvor meget vi stikker ud med vores korte, lyse hår. Alle her har det modsatte af os: langt (meget langt) og mørkt hår.

Første skoledag om igen

I dag var anderledes, vil jeg godt indrømme. Der sker jo næsten et eller andet nyt hver dag, men aldrig var jeg forberedt på dette.

I går midt i endnu en kedelig time, hvor jeg fatter nada, kom der en ansat på skolen ind, og hentede mig og Nele. Uden for klasseværelset fik vi så at vide, at tirsdag (altså i dag) skulle vi starte i en ny klasse, fordi der må kun være to udvekslingsstudenter i én klasse, og der kom to franske piger, som skal gå i fransk-klassen, så Nele og jeg ville blive flyttet til en klasse, hvor sprogfaget er engelsk, og ikke fransk. Så i dag blev vi guidet op oven på, normalt havde vi klasse på nederste etage. Deroppe blev vi ledt ind i en klasse, 4.5. 

Alle blikkene var ikke nye, introduktionen var heller ikke ny. "Laura, Dinamarca, no hablo español" sagde en af de ansatte. Nele og jeg blev placeret to forskellige steder i klassen, og jeg var forberedt på en laaaaang skoledag. Men vi blev taget så godt imod, nu kan jeg jo også sammenligne med min rigtige første skoledag, som jeg jo syntes var god dengang. Sammenligner man de to skoledage, har i dag uden tvivl været den bedste af alle. Fordi klassen bliver undervist i engelsk, kan alle en lille smule, mindst. Derudover havde alle så mange spørgsmål, så Nele og jeg var helt overvældet. Vi var omringet, og det er ikke overdrevet. "Say something in Danish", "Do you have Coca-Cola?", "How many siblings do you have?", "What is your last name? Never mind, Laura is easier..." Og alt foregik midt i timen, bortset fra i geografi, hvor de havde en test. De var virkelig søde til at få os med, og ja, det er måske sådan en rigtig første skoledag for en udvekslingsstudent skal være. 

Som sagt var det midt i timen, alle samtalerne forgik. Twistet er, at der var nogen, der havde MUNDTLIG EKSAMEN, mens alle var inde i klassen og bare snakkede og larmede. Læreren og to elever sad ved tavlen, og afholdt en eksamen?!? Jeg prøvede at forklare, at i Danmark er man for det meste én inde af gangen, og så er det kun lærer, censor og elev. Ingen andre elever, de har fri indtil de skal til eksamen. Sådan er forkellen virkelig bare ufattelig tydelig på nogle punkter. I skolen i Danmark synes jeg, der er meget mere disciplin, og faktisk er det meget mere strikst end her. Når der er test, kan man nemt ligt hviske til sidemakkeren, og det gør folk. Telefoner er overalt i klassen, folk sidder og spiller eller sms'er. Dog vil læreren ikke have højt musik. Det er nok også det eneste, der bliver sagt nej til. Det er jo en kæmpe fordel for udvekslingsstudenter, at skolen er så afslappet. Altså jeg kan godt lide skole her, og folk får også en uddannelse. Folk kommer videre på universitet, som altså er som et rigtigt universitet med lektier, meget undervisning og krav. 

Men ja, jeg havde en god anden første skoledag. Jeg har en bedre fornemmelse for denne klasse, end jeg havde med den anden, også fordi i min nye klasse får vi engelsk-undervisning, så derfra kan jeg jo lære spansk.

Weekenden

Anden weekend i Argentina lakker mod sin ende. Det har været nogenlunde stille og roligt.

Fredag tog jeg sammen med min søster og nogle af hendes veninder hjem til en, og spiste frokost efter skole. Det var vildt hyggeligt, selvom jeg som næsten altid bare sidder og lytter og prøver at finde hoved og hale i samtalen. Men pigerne er vildt søde, og prøvede virkelig at føre en samtale med den lille bitte smule engelsk, de kunne. Om aftenen gik vi tidligt i seng, fordi både min søster og jeg var totalt smadret, fordi vi ikke havde sovet siesta, haha.

Lørdag var jeg med de to tyske udvekslingsstudenter, Nele og Maxi, en tur rundt og kigge lidt i "gågaden" (the center of the city). Der var helt ubeskriveligt, overraskende varmt. Vi havde alle tre lange bukser på, og lukkede sko. Vi fandt hurtigt ud af, at det var den forkerte påklædning i 34 graders varme! Trods vores dårlige påklædning, havde vi det hyggeligt. Jeg gik selv hjemmefra huset, og til mødestedet igen. Jeg er ret overrasket over, hvor smertefrit det er gået for mig at komme frem og tilbage på egen hånd. Altså jeg har fået lov til at gå i fred, der har ikke været nogle tilråb eller ubehagelige oplevelser (7-9-13). Vi fik aguila (billede 1) og chipas. Chipas er en eller anden form for indbagt ost. Første gang jeg fik dem, kunne jeg ikke lide dem. Da jeg så fik dem anden gang, var det meget bedre, og nu kan jeg stolt sige, at jeg godt kan lide chipas. Jeg har godt nok fået nogle blikke, når jeg har udtalt, at chipas ikke lige var noget for mig. Jeg skal jo integrere mig, og nu er jeg så ét skridt nærmere :-) Om aftenen var jeg hjemme sammen med min søster og ham drengen, der var i Nibe sidste år (Federico). Vi fik empanadas (noget piroq-agtigt-noget). Dem kan jeg også godt lide. Generelt elsker jeg bare maden herovre! Forresten lavede jeg cornflakes-toppe, og de var et hit. I hvert fald blandt mig og min søster, men vi var også de eneste der fik dem. 

Her er den meget omtalte aguila. Det er simpelthen noget af det bedste! "Chokoladekage" (noget i den stil) med dulce de leche (Nutella bare karamel-agtigt) og sådan noget mælke-noget, som også er i Mælkesnitter. OVERTRUKKET med chokolade... Nele, Maxi og jeg er enige om, at aguilas er værd at blive tykke af. 

Søndag morgen havde jeg det altså lidt dårligt med mig selv. Jeg havde både spist aguila, cornflakes-toppe og chipas på blot én aften. Så jeg hoppede på løbemaskinen, som står i stuen, jaaaa. Ingen undskyldning der. Jeg skal meget snart starte i fitness med min kontaktperson, hvor vi skal, to gange om ugen, i fitness og prøve forskellige ting. September står på power-jumping. 

Hver søndag er min søster og jeg ude at spise med min hostmom, og hvis min bror og hans kæreste har tid, er de også med. I dag var vi på restaurant, en rigtig god en! 

Her til aften var jeg sammen med Maxi et par timer. Generelt er man meget spontan i Argentina, og gør noget, hvis man lige har lyst til det. 

                           

Jeg er blevet bedre til at få taget billeder. Her ses min søster (hende med brillerne), min bror og hans kæreste.  

Det var mit måltid. Mmmmm, det var godt. Under den der blanding af peber og kød (som er tun), var der en vildt lækker bøf. De små pandekage-agtige ting var også vildt gode, og det var en speciel måde at få kartofler/pommes frites på. Meget lækkert! Jeg elsker skinken, fordi den er så saltet, den smager af rigtig skinke, og ikke sådan noget fabriksskinke. 

Det spanske bliver en lille smule bedre dag for dag. Min hostmom var min lærer fredag aften, og min søster har givet mig to tests indtil videre. Jeg er så glad for, at de gerne vil hjælpe, for jeg føler ikke, at det bliver bedre. Men det gør det jo. Som min hostmom sagde: "Man lærer som et lille barn. Man forstår korte sætninger, og kan sige korte sætninger. Man forstår ikke komplicerede ord. Men man lærer det." Det er jo sandt, men det er bare et handicap, at jeg ikke kan kommunikere på andre sprog end engelsk. Men det hele ordner sig, det ved jeg. Og det ser jeg frem til.