Puha, nu kommer der en ordenlig smørre, kan jeg godt lige advare jer om. Jeg har langt om længe fået koblet min computer på familiens netværk, og fordi jeg har så meget tid pga. den obligatoriske "siesta", kunne jeg lige informere Danmark om mit eventyr indtil videre.
Vi forlod Nibe tirsdag den 20. august klokken 9:30, fordi jeg jo skulle flyve fra Kastrup, og vi havde medregnet evt. trafik og skulle sejle fra Ebeltoft, og ville jo ikke komme for sent og alt sådan noget, så da klokken slog 14:00, holdt vi ude foran terminal 2 i CPH Airport - altså 2 timer og 15 minutter for tidligt på den. Så beslutningen blev, at vi tog os en lille rundtur i København, altså i bil, og samlede mor op, fordi hun havde været til et møde med sit arbejde. Men ja, det der jo egentligt nok er mest spændende, skal jeg måske lige springe videre til. 16:15 var alle 19 danske unge samlet sammen med vores rejseleder, Thomas. Der blev checket bagage ind, og sagt farvel, og så var vi ellers afsted. Vi fløj fra Kastrup til Frankfurt, hvorfra vi power-walkede/halvløb til næste gate, fordi Frankfurt Airport er så mega gigantisk, og vi have en time til at nå fra det ene sted til det andet. For at gøre en lang historie kort nåede vi det, og sad endelig ombord på det fly, vi skulle tilbringe 13 timer i. Flyveturen føltes som ingenting, nok fordi jeg sov 9 ud af 13 timer. Vi ankom til Buenos Aires Lufthavn - altså den ene lufthavn. Så to skulle skynde sig videre med et fly i den lufthavn, fordi de skulle til Paraguay, men nogle blev hentet, og resten af os skulle med en bus til en indenrigs lufthavn cirka 1,5 times kørsel væk. Vi fik set lidt af Buenos Aires, og kom frem.
En der hedder Line, der skal bo i nærheden af mig og senere hen i samme by som mig, skulle jeg følges med til Resistencia. Vi havde god tid i lufthavnen, og formåede at komme ombord på det rigtige fly. Vi sad dog ikke ved siden af hinanden, æv, men jeg endte ved siden af en argentiner, der bor i nabobyen, og han kunne se på min blazer, at jeg var exchange student, og tilfældigvis kunne han engelsk, så ham snakkede jeg med hele vejen, og han var åbenbart tidligere præsident for en Rotary-klub i Corrientes, så han sagde, at jeg bare kunne ringe eller skrive til ham, hvis jeg en dag ville til Corrientes, og han inviterede mig og Line med i han og hans families sommerhus ved Panama-floden, som skiller Resistencia og Corrientes ad.
Da vi landede blev jeg så overrasket over, hvor varmt der var. Der er jo "vinter" i Argentina lige pt., og min hostsister havde sagt til mig, at der var omkring 20-25 grader om vinteren, men ikke i går, da jeg landede. Nej, der var der 30 grader, og pyha, sikke hårdt de har det om vinteren her i Resistencia...
Vi kom ind i selve lufthavnen, og mellem bagage-modtagningen og vores værtsfamilier, havde vi regnet med, at der måske var en stor mur eller en mindre gåtur, så man lige kunne forberede sig, men næ nej, der stod vi, som aberne i zoo, bag en glasrude, hvor værtsfamilierne bare stod og ventede på, at vi kom ud til dem. Line og jeg var enige om, at det var ret mærkeligt, fordi vi jo ventede 10-15 minutter på bagagen, og vi kunne stå og se på vores værtsfamilier, og de kunne se på os, men der skete ikke rigtigt noget.
Så fik vi jo bagagen, og kom ud i ankomstshallen. Jeg havde da forberedt mig selv på det sådan lidt, men hold da op, der var mennesker og et kys på hvert kind fra både højre og venstre. Der var kameraer, der skulle tage billeder af de nye familier. Men det var da rart at føle sig både velkommen og ventet. En anden udvekslingsstudent fra Holland var også i lufthavnen, samt en pige fra Frankrig, der er "short term", så hun tager hjem på mandag, æv.
Men altså: den 21. august 2013 klokken 15:16 havde jeg mine fødder solidt plantet på resistenciansk grund (jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det).
Fra venstre: Patricia (dame fra min Rotary-klub), Julieta, Lines hostmom, Line, mig, Selso fra Rotaract, Esperanza (min hostsister), Hein (fra Holland), Lea (fra Frankrig) og min hostsister i min 2. familie
Indkvartering
Bagagen kom ud i bilen, og vi kørte til selveste Resistencia. Først købte vi lidt kager og andet til merienda (svarer til eftermiddagskaffe), og derefter tog vi hen til min nye adresse. Det var mig, min værtssøster, hendes veninde og drengen fra Holland samt min værtsmor, men forældrene er skilt, så jeg bor hos faren og min søster. Ind ad døren kom jeg, og jeg blev budt velkommen af faren, med kysset på hver kind og derefter tegnede han et kors i panden med sin tommelfinger. Lidt længere inde i rummet stod der en overraskelse: Federico, som boede i Nibe for godt og vel et år siden, også som udvekslingsstudent. Det var godt at se ham igen - se et velkendt ansigt! Så der sad vi, mig, Federico, Esperanza (min værtssøster), Julieta (Esperanzas veninde) og Hein. Vi fik alle mulige argentiske specialiterer: dulce de leche (noget meget, meget sødt kage-agtigt-noget), noget, der på engelsk kan kaldes "cheese balls" og nogle andre kringler-wienerbrød-agtigt-noget. Vi fik mate dertil. Det er argentisk "te", som smager meget specielt. Men vi sad bare og snakkede, fik nogle gode råd, og ja, snakkede. Sproget er jo en kæmpe barriere, men det skal tages med en løftet pande, for ellers skal man ikke på udveksling.
Mit værelse er så fint. De har malet det for nylig, i de argentiske farver, så to vægge er lyseblå og to vægge er hvide. I huset er der en pool, dog er den ikke brugbar lige pt, da det jo er "vinter" og "ikke badevejr" her... Huset er så hyggeligt, og jeg kan godt lide at være her.
Min værtsfar kan ikke tale engelsk, dog kan både min søster og bror. Broren er ikke hjemme, fordi han arbejder næsten 24/7, og jeg overdriver ikke.
Jeg fik pakket ud, taget et bad, og hoppede så i seng. Jeg blev nødt til at springe cena over (aftensmad), fordi jeg gerne ville være frisk til skole og nye indtryk. Så klokken halv ti hoppede jeg i seng, og klokken 6 vågnede jeg, og følte mig fuldstændig frisk. Jeg har ikke noget jetlag eller sådan noget. Tidsforskellen er 5 timer, så det kunne helt klart være værre.
Første skoledag
I dag, den 22. august, var det første skoledag. Vi kørte til skolen, Colegio Nacional Jose Maria Paz, kvart over syv. Der var nok en 10-15 minutters køretur derhen. Jeg skulle registreres som elev, og der skulle skrives under af min værtsfar. Jeg er endt i en klasse, der har fransk som sprog, så de er ikke ligefrem de bedste til engelsk, men for mig er det helt fint, for så er jeg tvunget til at lære spansk. Hende pigen fra Frankrig, der tager hjem på mandag, går i min klasse, og i dag gav hun mig en masse tips og ord, som jeg så prøver at huske på.
Skolen er meget anderledes fra den danske skole. Først og fremmest er der 1100 elever på min skole. Det er secondary school, så alle elever er mellem 13-18 år. Der er enormt meget støj i klassen, også når læreren underviser. Jeg sidder der som dansker, prøver at holde munden lukket, men folk snakker alligevel - snakker til mig. Sååå, ja. Jeg skal nok lære at snakke rigtig meget i timerne... Ikke fordi det er nyttigt.
I en kort pause sad jeg og snakkede med hende fra Frankrig og pludselig var nærmest hele klassen omkring mig og hende. Hun kan godt tale spansk, så hun var deres tolk, så de kunne snakke med mig, altså dem, der ikke kunne engelsk. Nogle af pigerne talte udemærket engelsk, så dem fik jeg snakket med. Min første skoledag var meget bedre, end jeg havde regnet med! Til trods for, at alles øjne er klistret til mit lyse hår og drengene bliver ved med at spørge, om jeg har en kæreste eller "a boy in my life", er alting godt.
Haha, forresten så påstod nogle af mine klassekammerater, at jeg skulle være klassens dronning, og jeg sad bare der: "Hvad i alverden er det du snakker om?" Jeg kan ikke sproget og havde kendt dem i to-tre timer. Så, ja, det var ret mærkeligt...
Set fra danske øjne
Argentinere er et enormt venligt og åbent folkefærd, de snakker meget. Det er jeg så glad for, da det bliver en stor hjælp for mig. Når de snakker, så råber de nærmest. Hvis en taler, afbryder de gerne, der er ikke de samme respektfulde forhold, når en taler, ikke at de ikke respekterer hinanden. De har også sagt til mig, at jeg taler meget lavt, men de siger, at det nok skal komme.
Sikke en ordenligt roman, der blev skrevet, og så næsten ingen billeder. Jeg prøvede at overføre nogle billeder, men min computer skal lige vænne sig til at være i Argentina, så min mail har "sagt" til mig: "Du befinder dig i en usædvanlig position, er du sikker på, at du er dig?" Så jeg skal lige kæmpe lidt for at få det til at fungere, men ellers fungerer resten fint. Mit hoved er ret forvirret af alle de sprog. Jeg skifter rundt mellem dansk, engelsk og spansk hele tiden, så jeg skal lige tænke mig en ekstra gang om, før jeg siger et eller andet :-)
Chao, som man siger her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar