onsdag den 28. august 2013

Usædvanlig køretur

I dag var der så skole igen, men det er ikke det, jeg vil fortælle jer om, for skole sker hver dag, og er ikke specielt spændende... I dag var det faktisk meget kedeligt, jeg mindes ikke at de andre dage har føltes så lange! Men ja, til sagen: i dag skulle vi byde to nye piger fra Frankrig velkommen. Ikke noget specielt ved det, det var bare ud til lufthavnen, sige "hej" og kys og kram og billeder. Det var køreturen dertil og -fra, der var anderledes. Mig, Nele (en af pigerne fra Tyskland), Hein og min søster kørte med en fra Rotex til lufthavnen. Krøllen på halen var dog, at han have en pick-up, så egentlig var der jo kun plads til én. Ikke noget ak og ve over det, op på ladet kom Hein, Nele og jeg, og ud af gik det. Det er ikke lige noget, man prøver hver dag, men sjovt nok var det da. Nok heller ikke så unormalt, som hjemme i DK. Sikkerhed er ikke deres førsteprioritet her, de er også altid mindst to voksne og et barn på en scooter/motorcykel, og så endda uden hjelm!

 Og for første gang i nogen tid smider jeg nogle billeder ind, for vi legede de ultimative turister, da vi kørte til lufthavnen. Billedet her er taget meget hurtigt, så de søde mennesker kunne ikke nå at posere ordenligt, så det er et meget "in the moment"-billede.

Dette er et helt normalt syn på gaden i Resistencia - en hestevogn... altså ikke sådan en turist-hestevogn. Det er deres køretøj.

Og så håber jeg, at den her film vil virke. Det er en lille stemningsvideo fra Resistencia, så I derhjemme kan få en lille fornemmelse af byen.

Helligdag eller hvad man nu skal kalde det

I dag, tirsdag (ifølge datoen på indlægget er det onsdag, men det er det i Danmark, her er det stadigvæk tirsdag) har været helligdag eller hvad man nu skal kalde det. Der har i hvert fald ikke været skole, og jeg tror også, at de fleste havde fri fra arbejdet i dag, undtagen min hostfar (mixer lige engelsk og dansk i en sætning). Min søster og jeg havde overnattet hos Julieta og Hein fra mandag til tirsdag. Mandag aften gik vi lidt rundt i det centrale af Resistencia, og var på sådan en café-agtig-noget, som var vildt lækkert. Der fik vi en "sandwich", der hedder lomito (noget af det bedste) og vi fik også den bedste kage på hele planeten, men jeg kan altså ikke huske, hvad den hedder... Forresten var det nærmest aaaalt for billigt, jeg kom af med 23 pesos (23 kr.) for en sandwich og en stykke kage. Efter den billige, men gode, omgang mad, gik vi bare sådan lidt rundt og kiggede på butikslivet. Der var gang i byen, fordi dagen efter (altså tirsdag, i dag) var/er/har der været helligdag eller hvad man nu skal kalde det. Grunden til denne "helligdag" er  fordi, at i dag (den 27. august) er datoen for den dag Resistencias grundlægger døde (skulle jeg gerne mene, jeg er dog ikke 100% sikker).

Så ja, min søster og jeg overnattede hos Julieta og Hein, og her til aften var vi i biografen. Det var for det første så helt vanvittigt billigt - 20 pesos (20 kr.) for en billet?!? Vi så en gyser-film, og jeg er ikke den største fan af gysere, så jeg "så" gyser-film. Filmen varede nok 1,5 time, og jeg så sammenlagt 10 minutter af filmen, og det er ikke en underdrivelse. Men jeg kan ikke rigtigt sige, at det var spild af penge, for det var jo nærmest ingen penge... Nu har jeg jo også været i biografen i Argentina, og det var sikkert ikke sidste gang, håber jeg da. 

"Hvorfor så sige ja, hvis du ikke ville se filmen?" tænker I måske. Det er så der, hvor jeg kan svare, at jeg har fået af vide, at man bare skal sige "ja". Ja, ja, ja, ja. Og hvis jeg jo ikke havde sagt ja, havde jeg ikke fået den "oplevelse" med, som jeg fik, hvis man overhovedet kan sige, at jeg fik en oplevelse ud af det. Sjovt og hyggeligt, det var det i hvert fald, synes jeg. Altså ikke under filmen, men ja...

Alt er vel her, håber også DK er tiptop.

lørdag den 24. august 2013

Møde med Rotaract

Fredag aften var jeg inviteret med til et møde med Rotaract-klubben. De beskriver dem selv som den "unge del af Rotary", og så laver de nogle arrangementer. Det er for unge mellem 18-30 år. Jeg blev hentet af en fra klubben, og drengen fra Holland blev også hentet. Så sad vi der. Blandt cirka 15 argentinere. De hele foregik selvfølgelig på spansk, så nogle få ord af og til fik jeg forstået, men jeg forstod aldrig rigtig sammenhængen. De ville også have, at vi skulle præsentere os selv, og de ville også gerne høre, hvad vi synes der er mest anderledes ved Argentina/Resistencia. Efter mødet blev Hein og jeg inviteret med dem ud at spise. Jeg har ingen anelse om, hvad klokken var på det tidspunkt, højst sandsynligt 22, mødet startede klokken 21. Min lille dansker-mave var godt nok også sulten, jeg skal lige vænne mig til måltidernes placering herovre. Morgenmad klokken 7, frokost ved 13-tiden, eftermiddagskaffe klokken 16-17 og aftensmad på et tidspunkt mellen 22-23. Men vi fik spist, og medlemmerne af Rotaract var meget interesseret i os, hvem vi var, hvor vi kom fra og alt mulig andet. Da klokken blev 1 (!!!!!!!!!!), forlod vi restauranten. Det syntes jeg godt nok var meget, meget sent. Hjem kom jeg, og jeg stod så i den situation, at jeg ingen nøgle endnu, og min argentinske telefon får jeg først i dag eller i morgen, eller når jeg lige får fat i et sim-kort. Så ja, klokken 1 ringede jeg på døren, jeg har aldrig haft så dårlig samvittighed (okay, måske lige da jeg kom for sent i skole, og brasede ind i en eksamen, men hvem tæller?). Dørklokken ringede, og hundene begyndte at gø som sindsyge. Efter lidt tid kom min far og åbnede døren, jeg prøvede at fortælle ham, med både tegnesprog og få spanske ord, at jeg virkelig var ked af at vække ham, og jeg undskyldte mange gange. Han var vist bare glad for at se mig, tror jeg. Ingen sure miner der. 

Min søster og hendes veninde har givet mig og Hein nogle sider med spansk, som jeg skal øve til på fredag, hvor vi får en test i det. Det skal jo nok blive interessant. Jeg er så glad for det, min søster gør for mig, det hjælper virkelig meget. I dag har vi sat små sedler på nogle af tingene på mit værelse, så jeg kan lære de ord. Jeg har også fået en liste med nogle nyttige tillægsord, så sætninger måske kommer til at give mere mening for mig. Jeg tror på, at det snart kommer lige så stille, det føler jeg i hvert fald.

I dag skal vi ud til lufthavnen og hente to udvekslingsstudenter fra Tyskland, der også skal bo i Resistencia. Så er jeg ikke længere den nye.

fredag den 23. august 2013

Anden skoledag

I går aftes tog mig og min søster, Esperanza, hjem til hendes veninde og drengen fra Holland. Det var meningen, at vi skulle holde film-aften, men det skete ikke rigtigt. Vi blev og overnattede, også selvom vi skulle i skole i dag. Så skete det jo. Som en rigtig argentiner, kom jeg for sent i skole på min anden skoledag... Ikke nok med det så havde de ovenikøbet eksamen, da jeg bare kom vadende ind i klasselokalet. Ingen reagerede på det, heldigvis, og læreren sagde bare "Hola". Hvis det var sket i Danmark, havde jeg højst sandsynligt fået en ordenlig skideballe, men ja, argentinere er generelt bare for sent på den, og ingen tager sig af det. 

Personligt synes jeg, at min anden skoledag var bedre end den første, også selvom jeg kom for sent. I timerne forstår jeg alligevel ingenting, så enten sidder jeg med min ordbog og forsøger at være min egen lærer, eller også snakker jeg med nogle af de andre piger. De er såååå flinke, og vil vildt gerne snakke med mig, og prøver så godt de kan, men den smule engelsk de har lært. Vi forstår hinanden, og det er det vigtigste. En af dem ville i dag have taget et billede med mig, det var en smule mærkeligt. Også fordi det var midt i timen. Man skal virkelig opleve en argentinsk klasse, før man forstår, hvor lidt de laver. Dem, der vil lære noget, står oppe ved tavlen sammen med læreren, og dem, der er ligeglade, sidder bare og snakker, råber, går rundt og hvad de nu ellers laver. En af lærerne spurgte også hvad jeg lavede her, hvis jeg ikke kunne tale spansk. Lærer-elev-forholdet er ikke så anspændt, som jeg faktisk troede, men det kommer også meget an på, hvilken lærer det er. 

Hver dag snakker jeg med nye personer, og glemmer deres navne lige så hurtigt, som de har sagt dem. Og de navne, jeg husker, er meget få, og det er de navne, der har brugt mest tid på at snakke med mig, eller virkelig har gjort et indtryk på mig. 


torsdag den 22. august 2013

De der billeder

Der var jo lidt problemer med de der billeder, som jeg gerne ville vise jer. Jeg har endelig fået billeder tilgængelige på min computer, så nu skal I bare se løjer.




Da vi skulle lande i Buenos Aires, var klokken omkring kvart i syv om morgenen, og der er jo "vinter", så der er mørkt. Skyer var der ikke noget af, så dette smukke syn kunne man se, ud af de små flyvinduer. Til trods for jeg sad i midten, fik jeg alligevel sneget et billede på telefonen, og sad nærmest oveni den fremmede mand ved siden af mig, fordi Buenos Aires er, med hånden på hjertet, noget af det smukkeste jeg længe har set. Det var som et ildhav, et uendeligt ildhav. Billedet viser det ikke særligt godt, men når man kiggede ud i horisonten, og til højre, til venstre, uanset hvor man kiggede hen, var det oplyst af gadelygter, biler og andet. Hårene rejste sig i nakken af mig, og ja, jeg var altså bare betaget af dette syn.





På min skole har man skoleuniform på bestående af en t-shirt. Så simpelt er det. Til sommer er der en grå nederdel, hvis man vil have sådan en på, men lige pt er det "for koldt" til nederdel. Der er trods alt kun 25 grader, puha det er koldt... Men ja, alle undtagen senior year har denne t-shirt på, og senior year har så både deres egen jakke og egen farve t-shirt. Min søsters t-shirt er samme farve som kraven på min t-shirt, mens nogen har blå og andre grøn. Jeg skal også være senior på et tidspunkt, men først når sommerferien er slut, det vil sige til marts bliver jeg senior... Sommerferien er cirka fra midt i november til marts. Fem måneders sommerferie, det skal jeg nok blive træt af, haha :-)

Afrejse, ankomst, indkvartering, første skoledag og meget mere

Puha, nu kommer der en ordenlig smørre, kan jeg godt lige advare jer om. Jeg har langt om længe fået koblet min computer på familiens netværk, og fordi jeg har så meget tid pga. den obligatoriske "siesta", kunne jeg lige informere Danmark om mit eventyr indtil videre.

Afrejse
Vi forlod Nibe tirsdag den 20. august klokken 9:30, fordi jeg jo skulle flyve fra Kastrup, og vi havde medregnet evt. trafik og skulle sejle fra Ebeltoft, og ville jo ikke komme for sent og alt sådan noget, så da klokken slog 14:00, holdt vi ude foran terminal 2 i CPH Airport - altså 2 timer og 15 minutter for tidligt på den. Så beslutningen blev, at vi tog os en lille rundtur i København, altså i bil, og samlede mor op, fordi hun havde været til et møde med sit arbejde. Men ja, det der jo egentligt nok er mest spændende, skal jeg måske lige springe videre til. 16:15 var alle 19 danske unge samlet sammen med vores rejseleder, Thomas. Der blev checket bagage ind, og sagt farvel, og så var vi ellers afsted. Vi fløj fra Kastrup til Frankfurt, hvorfra vi power-walkede/halvløb til næste gate, fordi Frankfurt Airport er så mega gigantisk, og vi have en time til at nå fra det ene sted til det andet. For at gøre en lang historie kort nåede vi det, og sad endelig ombord på det fly, vi skulle tilbringe 13 timer i. Flyveturen føltes som ingenting, nok fordi jeg sov 9 ud af 13 timer. Vi ankom til Buenos Aires Lufthavn - altså den ene lufthavn. Så to skulle skynde sig videre med et fly i den lufthavn, fordi de skulle til Paraguay, men nogle blev hentet, og resten af os skulle med en bus til en indenrigs lufthavn cirka 1,5 times kørsel væk. Vi fik set lidt af Buenos Aires, og kom frem. 

Ankomst
En der hedder Line, der skal bo i nærheden af mig og senere hen i samme by som mig, skulle jeg følges med til Resistencia. Vi havde god tid i lufthavnen, og formåede at komme ombord på det rigtige fly. Vi sad dog ikke ved siden af hinanden, æv, men jeg endte ved siden af en argentiner, der bor i nabobyen, og han kunne se på min blazer, at jeg var exchange student, og tilfældigvis kunne han engelsk, så ham snakkede jeg med hele vejen, og han var åbenbart tidligere præsident for en Rotary-klub i Corrientes, så han sagde, at jeg bare kunne ringe eller skrive til ham, hvis jeg en dag ville til Corrientes, og han inviterede mig og Line med i han og hans families sommerhus ved Panama-floden, som skiller Resistencia og Corrientes ad. 
Da vi landede blev jeg så overrasket over, hvor varmt der var. Der er jo "vinter" i Argentina lige pt., og min hostsister havde sagt til mig, at der var omkring 20-25 grader om vinteren, men ikke i går, da jeg landede. Nej, der var der 30 grader, og pyha, sikke hårdt de har det om vinteren her i Resistencia... 
Vi kom ind i selve lufthavnen, og mellem bagage-modtagningen og vores værtsfamilier, havde vi regnet med, at der måske var en stor mur eller en mindre gåtur, så man lige kunne forberede sig, men næ nej, der stod vi, som aberne i zoo, bag en glasrude, hvor værtsfamilierne bare stod og ventede på, at vi kom ud til dem. Line og jeg var enige om, at det var ret mærkeligt, fordi vi jo ventede 10-15 minutter på bagagen, og vi kunne stå og se på vores værtsfamilier, og de kunne se på os, men der skete ikke rigtigt noget. 
Så fik vi jo bagagen, og kom ud i ankomstshallen. Jeg havde da forberedt mig selv på det sådan lidt, men hold da op, der var mennesker og et kys på hvert kind fra både højre og venstre. Der var kameraer, der skulle tage billeder af de nye familier. Men det var da rart at føle sig både velkommen og ventet. En anden udvekslingsstudent fra Holland var også i lufthavnen, samt en pige fra Frankrig, der er "short term", så hun tager hjem på mandag, æv. 
Men altså: den 21. august 2013 klokken 15:16 havde jeg mine fødder solidt plantet på resistenciansk grund (jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det). 

Fra venstre: Patricia (dame fra min Rotary-klub), Julieta, Lines hostmom, Line, mig, Selso fra Rotaract, Esperanza (min hostsister), Hein (fra Holland), Lea (fra Frankrig) og min hostsister i min 2. familie 


Indkvartering
Bagagen kom ud i bilen, og vi kørte til selveste Resistencia. Først købte vi lidt kager og andet til merienda (svarer til eftermiddagskaffe), og derefter tog vi hen til min nye adresse. Det var mig, min værtssøster, hendes veninde og drengen fra Holland samt min værtsmor, men forældrene er skilt, så jeg bor hos faren og min søster. Ind ad døren kom jeg, og jeg blev budt velkommen af faren, med kysset på hver kind og derefter tegnede han et kors i panden med sin tommelfinger. Lidt længere inde i rummet stod der en overraskelse: Federico, som boede i Nibe for godt og vel et år siden, også som udvekslingsstudent. Det var godt at se ham igen - se et velkendt ansigt! Så der sad vi, mig, Federico, Esperanza (min værtssøster), Julieta (Esperanzas veninde) og Hein. Vi fik alle mulige argentiske specialiterer: dulce de leche (noget meget, meget sødt kage-agtigt-noget), noget, der på engelsk kan kaldes "cheese balls" og nogle andre kringler-wienerbrød-agtigt-noget. Vi fik mate dertil. Det er argentisk "te", som smager meget specielt. Men vi sad bare og snakkede, fik nogle gode råd, og ja, snakkede. Sproget er jo en kæmpe barriere, men det skal tages med en løftet pande, for ellers skal man ikke på udveksling.
Mit værelse er så fint. De har malet det for nylig, i de argentiske farver, så to vægge er lyseblå og to vægge er hvide. I huset er der en pool, dog er den ikke brugbar lige pt, da det jo er "vinter" og "ikke badevejr" her... Huset er så hyggeligt, og jeg kan godt lide at være her. 
Min værtsfar kan ikke tale engelsk, dog kan både min søster og bror. Broren er ikke hjemme, fordi han arbejder næsten 24/7, og jeg overdriver ikke. 
Jeg fik pakket ud, taget et bad, og hoppede så i seng. Jeg blev nødt til at springe cena over (aftensmad), fordi jeg gerne ville være frisk til skole og nye indtryk. Så klokken halv ti hoppede jeg i seng, og klokken 6 vågnede jeg, og følte mig fuldstændig frisk. Jeg har ikke noget jetlag eller sådan noget. Tidsforskellen er 5 timer, så det kunne helt klart være værre. 

Første skoledag
I dag, den 22. august, var det første skoledag. Vi kørte til skolen, Colegio Nacional Jose Maria Paz, kvart over syv. Der var nok en 10-15 minutters køretur derhen. Jeg skulle registreres som elev, og der skulle skrives under af min værtsfar. Jeg er endt i en klasse, der har fransk som sprog, så de er ikke ligefrem de bedste til engelsk, men for mig er det helt fint, for så er jeg tvunget til at lære spansk. Hende pigen fra Frankrig, der tager hjem på mandag, går i min klasse, og i dag gav hun mig en masse tips og ord, som jeg så prøver at huske på. 
Skolen er meget anderledes fra den danske skole. Først og fremmest er der 1100 elever på min skole. Det er secondary school, så alle elever er mellem 13-18 år. Der er enormt meget støj i klassen, også når læreren underviser. Jeg sidder der som dansker, prøver at holde munden lukket, men folk snakker alligevel - snakker til mig. Sååå, ja. Jeg skal nok lære at snakke rigtig meget i timerne... Ikke fordi det er nyttigt. 
I en kort pause sad jeg og snakkede med hende fra Frankrig og pludselig var nærmest hele klassen omkring mig og hende. Hun kan godt tale spansk, så hun var deres tolk, så de kunne snakke med mig, altså dem, der ikke kunne engelsk. Nogle af pigerne talte udemærket engelsk, så dem fik jeg snakket med. Min første skoledag var meget bedre, end jeg havde regnet med! Til trods for, at alles øjne er klistret til mit lyse hår og drengene bliver ved med at spørge, om jeg har en kæreste eller "a boy in my life", er alting godt. 
Haha, forresten så påstod nogle af mine klassekammerater, at jeg skulle være klassens dronning, og jeg sad bare der: "Hvad i alverden er det du snakker om?" Jeg kan ikke sproget og havde kendt dem i to-tre timer. Så, ja, det var ret mærkeligt...

Set fra danske øjne
Argentinere er et enormt venligt og åbent folkefærd, de snakker meget. Det er jeg så glad for, da det bliver en stor hjælp for mig. Når de snakker, så råber de nærmest. Hvis en taler, afbryder de gerne, der er ikke de samme respektfulde forhold, når en taler, ikke at de ikke respekterer hinanden. De har også sagt til mig, at jeg taler meget lavt, men de siger, at det nok skal komme. 

Sikke en ordenligt roman, der blev skrevet, og så næsten ingen billeder. Jeg prøvede at overføre nogle billeder, men min computer skal lige vænne sig til at være i Argentina, så min mail har "sagt" til mig: "Du befinder dig i en usædvanlig position, er du sikker på, at du er dig?" Så jeg skal lige kæmpe lidt for at få det til at fungere, men ellers fungerer resten fint. Mit hoved er ret forvirret af alle de sprog. Jeg skifter rundt mellem dansk, engelsk og spansk hele tiden, så jeg skal lige tænke mig en ekstra gang om, før jeg siger et eller andet :-)

Chao, som man siger her

onsdag den 14. august 2013

Nibe Avis

I dag er det onsdag, og onsdag er ligmed den nyeste Nibe Avis. I dag var der en artikel om min og Maries afsked.


Desuden er klokken nu 15:30, så præcis om 7 dage har jeg opholdt mig i Resistencia i cirka 8 minutter! (Ja, jeg tæller meget ned, haha)

tirsdag den 13. august 2013

Colegio Nacional og Resistencia

Nu hvor der kun er en uge tilbage, og alle mine venner er startet i skole, skal jeg jo fordrive tiden med et eller andet - som så bliver at smide noget herind. 

Jeg ved ikke, om jeg har nævnt det tidligere, men jeg skal gå på en skole, der hedder Colegio Nacional Jose Maria Paz (eller noget i den stil). Så vidt jeg har forstået udfra det, min hostsister har skrevet, er der to skoler for dem på min alder og lidt ældre. Sammen med mange af de andre udvekslingsstudenter, skal jeg så gå på Nacional, som man eftersigende kalder skolen i daglig tale. 


Her ses så et satellit-billede af min kommende skole. For at være helt ærlig, ved jeg ingenting om den. Jeg ved ikke, hvor mange elever der er, klasser, fag - ingenting. Når jeg søger efter viden på nettet, hjælper det jo heller ikke specielt meget, da det er på spansk. Jeg er bare spændt på at starte der. Der er jo så mange tanker; er det ligesom High School Musical? Hvordan er lærerne overfor eleverne? Hvordan fungerer det argentiske skolesystem generelt?



Det er så distancen mellem min første adresse og min skole. Der er cirka 3 km, og det skal lige pointeres, at det er i den samme by. For mig er det da helt klart en stor ting at skulle bo i sådan en stor by, men alligevel glæder jeg mig. Jeg kommer fra lille Nibe med 5000 indbyggere til Resistencia med 300 000 indbyggere. Forskellen skal jo gerne kunne mærkes. 



Nu snakker jeg jo så meget om, hvor stor Resistencia er. Men hvordan er beliggenheden så? Resistencia ligger ved siden af en flod, som jeg da håber på fungerer som en strand eller sådan noget. På den anden side af floden (eller hvad det nu er) ligger der endnu en stor by, Corrientes. Jeg har ladet mig fortælle, at der cirka er en køretur på 20 minutter mellem de to byer. Fra Resistencia og til Paraguays grænse er der en køretur på omtrent tre timer. 

mandag den 12. august 2013

Afsked med Rotary og tuberkulose-testen

Tirsdag den 6. august var jeg til afskedsmøde i min Rotary-klub. Der blev både budt velkommen hjem til de hjemvendte piger, der havde været afsted, og sagt farvel til mig, og hende den anden heldige, Marie. Hun rejste forresten allerede til Chile i fredags, men jeg stadigvæk render rundt herhjemme, og prøver at få tiden til at gå... Til mødet fik vi to "flag" - en til vores værtsklub og en til vores counsellor i vores værtsland. Vi fik også et mini-"flag" til at sætte på blazeren.

Til højre er det præsidenten for Nibe Rotary-klub, i midten mig og til venstre Marie

I dag, mandag, drog far og jeg mod Århus. Jeg skulle testes for tuberkulose, og jo, det er meget, meget sent, jeg bliver det, men hey, hellere sent end aldrig! Grunden til, at det er blevet så sent, er, at da vi var til læge allerede i uge 28, blev der sendt en "anmodning" afsted til Aalborg Sygehus, dog fik vi aldrig svar. Derfor tog vi sagen i egen hånd, og for at gøre en lang historie kort, endte vi i Århus. 

Tuberkulose er ifølge lægen ikke udbredt i Argentina, og er udbredt ifølge min værtssøster, hvis far er læge... Men stikkes skal jeg, men før det kan ske, skal man testes. Det foregår ved, at nålen ligges ind under huden, hvorefter der sprøjtes et eller andet ind. Hvis jeg, efter 72 timer, har reageret på det, har jeg tuberkulose, og hvis jeg ikke reagerer, har jeg ikke tuberkulose. Indtil videre har jeg heldigvis ikke reageret (pyha). 

Med kun otte dage tilbage, er jeg mere end klar til at tage afsted! Men så skal der jo først liiiiige pakkes...