Her kommer det ventede indlæg om karneval i San Martin! Karnevalet bliver kaldt "Los corsos" blandt argentinere. Det foregik i en by to timer fra Resistencia (så i Argentina ikke så langt væk), og heldigvis kender jeg en dejlig dansker, der bor i San Martin. Så selvfølgelig skulle jeg da opleve Los corsos!
Inden vi nærmede os januar måned, anede jeg faktisk ikke, at der fandtes karneval i Argentina - i hvert fald ikke på den her måde, jeg troede absolut blot, at det var i Brasilien sådan noget fandt sted! Så da Line sagde, at jeg bare SKULLE med til Los corsos i San Martin, ville jeg da ikke sige nej! Faktisk er der også karneval i nabobyen, Corrientes, men det skulle vist være en del dyrere end det i San Martin.
Hold
I San Martin er der to hold: Sapucay og Yasipora (jeg er Yasipora). Sapucay betyder noget med skrigende kylling, og Yasipora betyder noget med måne og stjerne. Hvert hold har deres egne slagsagne og meget, meget dedikerede fans! Holdene har et "crew" af dansere, som melder sig frivilligt. I Sapucay skal man selv betale for sit kostume, mens man i Yasipora ikke skal. Sapucay er farverne rød og gul, og Yasipora er sort og rød. Og man er bare FØDT ind i et af holdene, man vælger ikke rigtigt selv. Så hvis man spørger "Hvorfor kan du bedst lide dem?", kan de ikke svare helt præcist på det. Sådan er det bare. Det er familie-mæssigt anlagt. HELDIGVIS for Line og jeg, måtte vi jo helt selv vælge, for vi aner jo ikke noget om førhen. Og den allerførste aften faldt vi bare for Yasipora, så vi rendte rundt og sang deres slagsange (eller den ene vi nåede at lære).
Hvert år har hvert hold forskellige temaer. I år var temaet for Sapucay "World Cup" i Brasilien, og Yasipora var Las Vegas. Derved er dragterne inspireret udfra ting i hvert tema, og der lavet paradevogne, som også passer til temaet. For eksempel var der en fra Sapucay, hvis kostume havde hentet inspiration fra World Cup-trofæet. Og nogen fra Yasipora forestillede penge og klaver. Jeg blev så fascineret af dragterne, de var så flotte, der var så meget glimmer og glitter og fjer, og jeg synes slet ikke det var forkert eller for meget. Og alle de kvindelige dansere viste jo enormt meget hud, de dansede rundt med mindst en BH (med glimmer selvfølgelig) og en g-streng (også med en masse hurlumhej). Det var minimum outfittet. Størstedelen havde selvfølgelig de der store "vinger" bagud af fjer, jeg ved faktisk ikke, hvad de hedder.
Her ses Tyskland repræsenteret af Sapucay
Og selvfølgelig ville de umuligt kunne have et World Cup-tema uden Argentina!!
En af vognene fra Las Vegas-temaet, det vil sige Yasipora
Ufatteligt dårlig kvalitet, men dette forestiller opvarmningen til Yasipora, det er altså fans, der står for at få publikum op at køre, og den får ikke for lidt. Der er t-shirt, sort-røde flag, slagsange, røde og sorte "røgbomber", fyrværkeri og så meget mere, der bare giver den der "Vi skal bare leve i nuet"-stemning.
Musikken
Hvert hold havde en kæmpe vogn, hvorpå musikerne var. De sang selv alle sangene, som danserne dansede til. Det lød så godt, og man blev bare så glad! Jeg tager virkelig hatten af for sangerne og musikerne, i mindst to timer stod de bare på den vogn, og gav den for sygt meget gas, skabte en fantastisk stemning og holdt det hele i gang!
Alle havde en koreografi, de skulle følge. Der blev virkelig givet den gas, og man blev selv helt i dansehumør, når man stod der på tribunerne, og så på danserne. Og det skal lige nævnes, at det ikke er professionelle dansere, der danser. Det er helt almindelige borgere i San Martin, mange af dem Lines veninder, som vi hang ud med i hverdagene. Men de dansede godt nok godt! Kæmpe stor respekt til dem, tænk at de kunne holde ud at danse så lang tid i den varme, jeg havde det varmt bare af at hoppe lidt på tribunerne! Og noget der gjorde mig endnu gladere end at se alle de kvindelige dansere bare give den gas, var de mandelige dansere! FOR ARGENTINERE (i hvert fald mange af dem) KAN BARE DANSE! Ikke blot til Los corsos, bare generelt. Når jeg genkendte en mandlig danser på gaden, havde jeg bare lyst til at løbe hen til ham, og bede ham om at danse med mig, for det kunne være noget af det fedeste, tror jeg virkelig!
Hvert hold har en dronning, som kommer til allersidst, og som har det størtse kostume, og sikker den bedste krop. Hun står på en paradevogn og vinker til alle, og her pissehamrende godt ud. Men for at være 100% ærlig - så tror jeg det er sjovere at være danser, selvom det er en kæmpe ære at være dronning.
Tro det eller ej, så er der en vinder af Los corsos. Det bliver bedømt af dommere, og der dømmes på flere ting: bedste fans, bedste koreografi, bedste kostumer og flotteste dronning. Sapucay vandt for bedste fans (æv bæv), mens set i det store billede, vandt Yasipora (wuhuuuuu), så alt er godt.
Jeg elsker bare Los corsos, og ville ønske jeg selv havde haft muligheden for at danse! Stemningen var bare så høj, alle var ovenud glade, og det smittede virkelig meget af! Det er nok den mest fantastiske måde at samle folk og glæde på samme tid! Mit største håb er, at det meget snart når til Danmark (hvilket jeg tvivler meget stærkt på!). Jeg kunne faktisk forestille mig, at en typisk, voksen dansker ville synes, at Los corsos ikke er helt i orden, fordi de har så lidt tøj på. For at være ærlig, tænkte jeg slet ikke over det, virkelig! Måske er det fordi man i Argentina bare er lidt mere "korte kjoler, små toppe"-agtig, når man tager til fest eller i byen. Det eneste Line og jeg af og til sagde til hinanden kunne være "Wow, hun har bare den perfekte krop!"
En eller anden dag vil jeg komme tilbage til Argentina og deltage i Los corsos - måske i San Martin, måske et andet sted, det får jeg at se. Men det var bare så fedt at være publikum, så hvor megafedt må det ikke lige være at danse??
Det synes jeg var det, Los corsos mindede mig allermest om - at leve i nuet, ikke bekymre sig om i morgen, bare danse, bare smile, bare grine, bare synge, bare have det sjovt. Selvom mange argentinere ikke bor i andet end et skur, eller børnene er nødt til at tjene penge ved at jonglere med bolde ved lysstoppene, så var Los corsos bare bekymringsfri (for mig i hvert fald, og også for mange andre, nok ikke koordinatoren af Los corsos, han susede frem og tilbage hele tiden), men generelt var det bare sådan "Livet er ikke det værste man har", bare smil og grin og vær glad. Så selvom I ikke har været til Los corsos, så husk dette hver dag: smil, grin og vær glad!
Uha, sikke et budskab jeg fik sneget ind i dette indlæg, hva'?!? Jeg synes bare lige, I skulle have et lille indblik i Los corsos, selvom jeg umuligt har nok ord til at beskrive mine to weekender med karneval, det var bare fantastisk!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar