Seks måneder i Argentina

Endnu en måned har nået sin tredje uge, hvilket betyder kalenderen siger den 21., som jo var den dato, jeg landede i Argentina den 21. august 2013. Det er ret mærkeligt for mig at tænke på, at jeg allerede har været her i seks måneder! Det er et halvt år, normalt synes jeg, et halvt år er lang tid, men i denne situation, nej. Tiden er bare fløjet afsted. Der har været opture og nedture (heldigvis flest opture) og jeg ved, der kommer flere (jeg regner med at 99% bliver opture). Mere end halvdelen af mit udvekslingsår er gået, og det får mig til at sidde lidt med tankerne. "Har jeg nu gjort alt det, jeg ville?", "Har jeg spildt nogle chancer?" og alle sådan nogle tanker, for det ville jeg hade mig selv for, hvis jeg kom hjem til Danmark, og det gik op for mig, at jeg faktisk godt ville have gjort det og det og det. Heldigvis har jeg stadigvæk lidt mere end fire måneder til at nå alt det, jeg vil. Og til at nyde det fuldt ud. Til bare rent faktisk at kunne snakke med mine klassekammerater, ikke blot min veninder, der har regnet mit spansk ud. Til at komme i gang med alle mulige aktiviteter. Jeg vil hellere have travlt end ikke at lave noget. Til at kunne snakke med de nysgerrige folk i tøjbutikkerne, eller fortælle frisøren om forskellen på dansk og argentinsk frisør. Til at kunne tage timer i at lave argentinsk mad og ikke skulle stå med en ordbog, for at regne noget ud. Jeg kan fornemme, at jeg får det til at lyde som om, jeg er flydende i det spanske, det er jeg jo ikke! Men bare at have det på plads, som jeg har gør, at jeg ikke er så "handicappet " og afhængig længere. 

Det er måske noget, som jeg ikke skulle have gjort: lade sprogbarrieren lamme mig. Fordi jeg ikke kunne noget som helst spansk, da jeg kom, trak jeg mig lidt tilbage. Jeg lavede en masse ting, ja. Men jeg lod sproget holde mig fra mange ting, fordi "hvad nu hvis jeg ikke forstår, hvad jeg skal?". Det er noget jeg fortryder, men samtidig har jeg jo så bare lært til nu, at det skal det ikke længere. Og I skal ikke tro, at det første seks måneder var dårlige: FOR DET VAR DE BESTEMT IKKE!! Eller ville tiden jo ikke have gået så stærkt, vel? :-)   At se tilbage bringer blot et smil på mine læber, og jeg fortryder intet af det, jeg har gjort. 

I seks måneder har jeg boet i et land, der faktisk på ingen måder er velfungerende. Regeringen er lige ud sagt pis, hvilket også har kæmpe indflydelse på økonomien. Det kan derved ses på landet, på husene, på gaderne, på priserne. Men alt det her, er bare det jeg elsker ved Argentina. Det er det mest charmerende land, jeg har været i. Det der med, at der ligger en hulens masse affald på gaderne, er jo et ret sjælendt syn i Danmark, men her er det bare noget "jeg har lært at leve med". Det er en del af charmen. Det er en del af Argentina. Og for jer vil jeg ikke have, at Argentina lyder som et lorteland, for det er det ikke. Som borger i den "første verden"er det en øjenåbner, og et godt slag i hovedet at bo i et land som Argentina (argentinere ser sig selv som en del af "den tredje verden"). Ens værdier bliver der rykket rundt på, og verden er bare generelt helt anderledes. Jeg har lært, hvor meget mere vi skal sætte pris på Danmark og alt det, vi har. Ikke at jeg ikke gjorde det før. Jeg har bare lært at gøre det på en anden måde. Man ser ting, som får ens tanker i gang. Man ser mange ting fra et nyt perspektiv. Man lærer meget om sig selv, om hvor man er i sit liv, og hvor man vil hen. Alt dette, mine damer og herrer, er guldåren ved udveksling. Alt dette, er ikke noget man kan læse om i en bog for at blive klogere på det, eller se en dokumentar om i tv'et. Eller jo, det kan man godt. Men det har ikke samme effekt. Så jeg er bare så taknemmelig over, at jeg sidder her i Argentina lige nu. Selvom der har været nedture, har det hele bestemt været det hele værd. 

Nu må jeg nok hellere smutte hen til min veninde :-)

Hej hej herfra

Los corsos/karneval i San Martin

Her kommer det ventede indlæg om karneval i San Martin! Karnevalet bliver kaldt "Los corsos" blandt argentinere. Det foregik i en by to timer fra Resistencia (så i Argentina ikke så langt væk), og heldigvis kender jeg en dejlig dansker, der bor i San Martin. Så selvfølgelig skulle jeg da opleve Los corsos! 

Inden vi nærmede os januar måned, anede jeg faktisk ikke, at der fandtes karneval i Argentina - i hvert fald ikke på den her måde, jeg troede absolut blot, at det var i Brasilien sådan noget fandt sted! Så da Line sagde, at jeg bare SKULLE med til Los corsos i San Martin, ville jeg da ikke sige nej! Faktisk er der også karneval i nabobyen, Corrientes, men det skulle vist være en del dyrere end det i San Martin.

Jeg vil lige forklare, hvordan Los corsos foregår, for det er ikke bare nogen, der går med store kostumer på gaden. Det er meget mere kompliceret!

Hold

I San Martin er der to hold: Sapucay og Yasipora (jeg er Yasipora). Sapucay betyder noget med skrigende kylling, og Yasipora betyder noget med måne og stjerne. Hvert hold har deres egne slagsagne og meget, meget dedikerede fans! Holdene har et "crew" af dansere, som melder sig frivilligt. I Sapucay skal man selv betale for sit kostume, mens man i Yasipora ikke skal. Sapucay er farverne rød og gul, og Yasipora er sort og rød. Og man er bare FØDT ind i et af holdene, man vælger ikke rigtigt selv. Så hvis man spørger "Hvorfor kan du bedst lide dem?", kan de ikke svare helt præcist på det. Sådan er det bare. Det er familie-mæssigt anlagt. HELDIGVIS for Line og jeg, måtte vi jo helt selv vælge, for vi aner jo ikke noget om førhen. Og den allerførste aften faldt vi bare for Yasipora, så vi rendte rundt og sang deres slagsange (eller den ene vi nåede at lære).

Tema

Hvert år har hvert hold forskellige temaer. I år var temaet for Sapucay "World Cup" i Brasilien, og Yasipora var Las Vegas. Derved er dragterne inspireret udfra ting i hvert tema, og der lavet paradevogne, som også passer til temaet. For eksempel var der en fra Sapucay, hvis kostume havde hentet inspiration fra World Cup-trofæet. Og nogen fra Yasipora forestillede penge og klaver. Jeg blev så fascineret af dragterne, de var så flotte, der var så meget glimmer og glitter og fjer, og jeg synes slet ikke det var forkert eller for meget. Og alle de kvindelige dansere viste jo enormt meget hud, de dansede rundt med mindst en BH (med glimmer selvfølgelig) og en g-streng (også med en masse hurlumhej). Det var minimum outfittet. Størstedelen havde selvfølgelig de der store "vinger" bagud af fjer, jeg ved faktisk ikke, hvad de hedder. 

 Her ses Tyskland repræsenteret af Sapucay

 Og selvfølgelig ville de umuligt kunne have et World Cup-tema uden Argentina!!

 En af vognene fra Las Vegas-temaet, det vil sige Yasipora

Ufatteligt dårlig kvalitet, men dette forestiller opvarmningen til Yasipora, det er altså fans, der står for at få publikum op at køre, og den får ikke for lidt. Der er t-shirt, sort-røde flag, slagsange, røde og sorte "røgbomber", fyrværkeri og så meget mere, der bare giver den der "Vi skal bare leve i nuet"-stemning.

Musikken

Hvert hold havde en kæmpe vogn, hvorpå musikerne var. De sang selv alle sangene, som danserne dansede til. Det lød så godt, og man blev bare så glad! Jeg tager virkelig hatten af for sangerne og musikerne, i mindst to timer stod de bare på den vogn, og gav den for sygt meget gas, skabte en fantastisk stemning og holdt det hele i gang!

Danserne

Alle havde en koreografi, de skulle følge. Der blev virkelig givet den gas, og man blev selv helt i dansehumør, når man stod der på tribunerne, og så på danserne. Og det skal lige nævnes, at det ikke er professionelle dansere, der danser. Det er helt almindelige borgere i San Martin, mange af dem Lines veninder, som vi hang ud med i hverdagene. Men de dansede godt nok godt! Kæmpe stor respekt til dem, tænk at de kunne holde ud at danse så lang tid i den varme, jeg havde det varmt bare af at hoppe lidt på tribunerne! Og noget der gjorde mig endnu gladere end at se alle de kvindelige dansere bare give den gas, var de mandelige dansere! FOR ARGENTINERE (i hvert fald mange af dem) KAN BARE DANSE! Ikke blot til Los corsos, bare generelt. Når jeg genkendte en mandlig danser på gaden, havde jeg bare lyst til at løbe hen til ham, og bede ham om at danse med mig, for det kunne være noget af det fedeste, tror jeg virkelig!

Dronningen

Hvert hold har en dronning, som kommer til allersidst, og som har det størtse kostume, og sikker den bedste krop. Hun står på en paradevogn og vinker til alle, og her pissehamrende godt ud. Men for at være 100% ærlig - så tror jeg det er sjovere at være danser, selvom det er en kæmpe ære at være dronning.

Dommere

Tro det eller ej, så er der en vinder af Los corsos. Det bliver bedømt af dommere, og der dømmes på flere ting: bedste fans, bedste koreografi, bedste kostumer og flotteste dronning. Sapucay vandt for bedste fans (æv bæv), mens set i det store billede, vandt Yasipora (wuhuuuuu), så alt er godt. 

Jeg elsker bare Los corsos, og ville ønske jeg selv havde haft muligheden for at danse! Stemningen var bare så høj, alle var ovenud glade, og det smittede virkelig meget af! Det er nok den mest fantastiske måde at samle folk og glæde på samme tid! Mit største håb er, at det meget snart når til Danmark (hvilket jeg tvivler meget stærkt på!). Jeg kunne faktisk forestille mig, at en typisk, voksen dansker ville synes, at Los corsos ikke er helt i orden, fordi de har så lidt tøj på. For at være ærlig, tænkte jeg slet ikke over det, virkelig! Måske er det fordi man i Argentina bare er lidt mere "korte kjoler, små toppe"-agtig, når man tager til fest eller i byen. Det eneste Line og jeg af og til sagde til hinanden kunne være "Wow, hun har bare den perfekte krop!"

En eller anden dag vil jeg komme tilbage til Argentina og deltage i Los corsos - måske i San Martin, måske et andet sted, det får jeg at se. Men det var bare så fedt at være publikum, så hvor megafedt må det ikke lige være at danse??

LEV I NUET

Det synes jeg var det, Los corsos mindede mig allermest om - at leve i nuet, ikke bekymre sig om i morgen, bare danse, bare smile, bare grine, bare synge, bare have det sjovt. Selvom mange argentinere ikke bor i andet end et skur, eller børnene er nødt til at tjene penge ved at jonglere med bolde ved lysstoppene, så var Los corsos bare bekymringsfri (for mig i hvert fald, og også for mange andre, nok ikke koordinatoren af Los corsos, han susede frem og tilbage hele tiden), men generelt var det bare sådan "Livet er ikke det værste man har", bare smil og grin og vær glad. Så selvom I ikke har været til Los corsos, så husk dette hver dag: smil, grin og vær glad! 

Uha, sikke et budskab jeg fik sneget ind i dette indlæg, hva'?!? Jeg synes bare lige, I skulle have et lille indblik i Los corsos, selvom jeg umuligt har nok ord til at beskrive mine to weekender med karneval, det var bare fantastisk! 

Og så forsvandt januar og det halve af februar - hvor bliver tiden af??

Mine veninder er begyndt at snakke om Valentine's Day den 14. februar, hvilket ikke minder mig om andet, end at så er det halve af februar også gået!?! Tiden går ufatteligt stærkt her for tiden, januar er nærmest fløjet henover hovedet på mig, men det er vel måske godt nok, nu hvor ferien er så lang? (selvom der kun er tre uger tilbage, sådan cirka) Men hvorfor gik januar så hurtigt? Altså jeg ved det godt, så jeg tænkte, jeg skulle fortælle det til jer også.

Line (en anden pige fra Danmark, som bor cirka to timer væk fra mig, og som også er blevet nævnt før) skrev til mig en stille og rolig lørdag, om jeg havde nogle planer, for hun var nemlig i Resistencia. Så hun kom hjem til mig. Og blev der i to uger. Vi lavede alt muligt. Når de to lyshårede går ned ad gaden sammen og snakker et sprog, der snildt kunne være kinesisk fordi det lyder så mærkeligt, bliver der kigget mere end normalt. Vi så Frozen (på dansk hedder den vist Frost), fik gratis behandling på sådan en skønhedsklinik, været sammen med mine argentinske veninder, taget busserne rundt i Resistencia for at se lidt uden at skulle gå rundt og så meget mere. Lige en bemærkning: at betale 4 pesos (mindre en 4 kr.) for at køre rundt med en bus og lege sightseeing, er altså billigt og god tidsfordriv. Dog syntes chauførren det var synd for os, fordi han troede vi havde taget den forkerte bus, selvom vi prøvede at forklare ham, at vi bare ville se lidt andre områder af Resistencia end vi var vant til. 

 Min værtsbror skulle køre Line og mig hen til en af mine veninder, vi kørte forbi huset og skulle derfor vende bilen. Min værtsbror endte med at køre i "grøften" med det ene hjul. I løbet af mindre end 3 minutter stod der 20 voksne mænd omkring os, som bare var kommet af sig selv, for at hjælpe os med at få bilen fri. Så hurtigt var vi videre, men det var godt nok sjovt! Og det med, at der hurtigt var hjælp at få, gør mig bare så glad! 

 Line og jeg var i poolen hver dag før frokost og i siestaen, fordi varmen simpelthen er ulidelig, hvis man ikke lige bliver kølet ned af og til. Det i glasset, er en drik typisk for det nordlige Argentina. Det hedder terere. Det er sådan nogle blade af en art, med et sugerør (hvorpå der er filter, så man ikke suger bladene op) og så hælder man saftevand oveni. Grunden til, at det kun er i nord det drikkes, er fordi det er så afkølende at drikke, og der er brug for noget koldt, nemt og billigt, når man bor i den her varme, kan jeg godt sige jer! Argentinernes forhold til terere er så sjovt, man kan se folk i parkerne, der har taget terere med sig, på scootere med terere eller endda folk i fitness slæber en omgang terere med sig!

Her er et billede af mig og nogle af mine veninder, en dag hvor de kom hjem til mig, så vi kunne hoppe i poolen. Ingen af mine veninder har pool, så de bliver altid så glade, når jeg siger, de kan komme forbi. Især i den her varme, hvor strømmen altid går, når der er allervarmest. Jeg ved ikke, om jeg skal give navne på dem, det glemmer I sikkert alligevel hurtigt igen, fordi for os ligner de altså hinanden - det gjorde de i hvert fald for mig de første to uger! Nok mest pga. alle har mørkt, LANGT hår og mørke øjne. Men det er Melina, Vanina, Camila, Gilda og mig (altså hende med det lyse hår)

Line og jeg lavede også frokost en dag. Menuen stod på kartofler i ovnen, salat (på den danske måde, det vil sige uden salt og olie og eddike og alt det, de putter på her) OG SIDST MEN IKKE MINDST FRIKADELLER (selvfølgelig) Angående det med salaten, der altid er fyldt med alt muligt, så synes Line og jeg, min familie skulle prøve at smage salat uden alt det hurlumhej. De endte dog med at tilberede en masse olie (både solsikke- og olivenolie), eddike og salt. 

Og så var vi inde i en boghandler (hvorfor aner jeg ikke), og vi faldt over denne bog!!! Jussi Adler-Olsen har fundet hele den lange vej til Argentina med sin bog. Den hedder vist "Flaskeposten" på dansk eller noget i den dur. Der blev i hvert fald kigget lidt, da de lyshårede piger jublede, og tog billeder med en bog… 

Efter godt og vel to uger sammen, skulle Line hjem, men vi skulle ikke slippe for hinandens selskab - jeg skulle nemlig med hende hjem, fordi der var karneval i hendes by! Men jeg synes simpelthen, karneval skal have sit HELT EGET INDLÆG, fordi det var simpelthen bare så fedt og flot og fantatisk og uforglemmeligt og og og!! Jamen, wow altså.