tirsdag den 15. oktober 2013

Asuncion, Paraguay

I dag, mandag, er jeg netop kommet hjem fra min første "lille rejse" her. Sammen med min hostmom og søster, kørte vi lørdag klokken 7 mod Paraguay. Køreturen varede i alt cirka 5 timer. Ved grænsen gik der godt og vel en time, jeg fik et stempel eller to, og vi var videre. Destinationen var Asuncion - hovedstaden i Paraguay. Først og fremmest skulle vi købe stof til min søsters "prom dress", fordi det er billigere eller noget i den stil. Dernæst besøgte vi en masse familie, både lørdag og søndag. De var enormt søde og gæstfrie! 

Søndag klokken 9 startede dagen for os, fordi vi skulle mødes med en pige fra Paraguay, som var i Danmark på samme tid som min søster, OG EN ANDEN DANSK PIGE! Ja, nemlig. Endnu en gang har jeg tilbragt tid med en anden dansk udvekslingsstudent her i Sydamerika. Det var virkelig skønt, og vi fik snakket rigtig meget dansk - faktisk gjorde det helt ondt i halsen, fordi jeg ikke var vant til det! Vi købte noget frokost, og kørte til pigen fra Paraguays sommerhus, San Bernardino, som ikke lå så langt fra Asuncion. Det lå lige ned til floden, og det var bare skønt. Vejret var dejligt, det hele var bare skønt! 

Jeg synes virkelig, at Asuncion er en dejlig by. Meget anderledes fra Resistencia, selvom man ikke skulle tro det. Eftersom Argentina er lukket for im- og eksport, er der ikke mange velkendte mærker her for mig. Men i Asuncion var der McDonald's, Burger King, Pizza Hut, Nivea, Nissan, Honda, Levi's og Apple - bare for at nævne nogle få. Asuncion er enormt bakket, det går op og ned hele tiden. Dernæst er det en meget grøn by, ment på den måde, at der er mange træer og buske. Altså rigtig mange! Og jo længere man kom væk fra centrum, jo flere træer var der. I Paraguay er der dog ikke en middelklasse på samme måde, som i Argentina, så enten er bor de under kummerlige forhold, eller også er deres stuer på størrelse balsale, og toiletterne det ultimative sted at holde en fest. 

Jeg har en hulens masse billeder, nogle af dem har jeg selv taget med min iPhone, mens andre blev taget med min søsters gode kamera!


 Søndagens frokost!

Udsigt over grønne Asuncion 

 Og vi vandrede op ad en hulens lang trappe, for at ende i noget, man kunne kalde en dårlig efterligning af Rio de Janeiro


 En kirke, vi lige stak hovedet ind i, hvor de hyldede Jomfru Maria

Floden, hvor sommerhuset lå 


Carla, den anden danske pige, og jeg skulle lige have et danskerbillede med den grønne baggrund 


Behøves der ord for dette?? 


Sådan kan man også transportere en gris... Det grinte vi altså lidt af!

Så ja, min weekend har været anderledes og god! Jeg er virkelig lykkelig over, at de tog mig med til Paraguay, jeg havde aldrig troet, jeg skulle sætte mine fødder i det land, men hey, jeg havde heller aldrig troet, at alt det her skulle ske... Livet er fuld af overraskelser!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar