Storbylivet

Eftersom jeg ikke synes, der sker en hulens masse ekstraordinære ting, som jeg bare må fortælle Jer om, bestemte jeg mig for at bruge min tid på noget nyttigt, og komme med et lidt anderledes indlæg om mit liv i Argentina. 

Jeg kommer Nibe, en lille, tryg by på godt og vel 5000 indbyggere. Sådan en rigtig familie-venlig by. Man kan sagtens gå udenfor om aftenen alene, også om natten. Man kan gå med sin telefon åbenlyst på gaden, man behøver ikke at gemme sine penge alle mulige steder under tøjet. Når man gå udenfor døren møder man uden tvivl nogen, man kender. Nattelivet er ikke så vildt, der er meget stille, når folk burde ligge i deres senge. Man går altid de samme steder hen, fordi der ikke er så meget at vælge imellem. (Sidst jeg var i Nibe, var der tre-fire restauranter/cafeer)

Livet i Resistencia er anderledes. Resistencia er Argentinas 11. største by. Alligevel er byen større end Århus. Her er der "farlige steder", hvor man ikke skal begive sig hen, især ikke når man er lyshåret. Og det der med at gå på gaden alene, når der er mørkt, er heller ikke en god idé. Man skal også bare lade som om, at man ingen penge og ingen telefon har med sig, det skal gemmes væk under tøjet. Hvis man møder en på gaden, man kender, er det en sensation, for det sker absolut ikke hver dag. Og selvom uret siger midnat, siger menneskerne bestemt ikke midnat. Der er knald på, scootere og motorcykler kan høres, døgnkioskerne har gang i salget - lad os bare sige, at byen aldrig sover sådan rigtigt. Man behøver heller ikke at lede længe efter en café eller restaurant eller en kiosk for den sags skyld. 

Jeg elsker storbylivet. Følelsen af, at der er mennesker over alt, kan jeg godt lide. Selvom det er en smule farligt, går det nok. Bare man passer på, skal alt nok gå fint. Tanken om, at mulighederne her er uendelige, gør mig så glad (okay, ikke uendelige, men I ved hvad jeg mener). Når man lukker hoveddøren bag sig og ved, at nu er man anonym, ingen ved hvem man er, kan jeg også ret godt lide. Jeg er bare hende den lyshårede pige, der går på gaden. Byen sover aldrig, jeg har allerede selv oplevet det. Fredag aften vidste min søster, Hein, hans søster og en anden dansk pige, der lige var på visit, ikke, hvad vi skulle lave. Så vi tog bare lige en taxi til hjertet af byen, og gik rundt. Spiste lidt på en lille restaurant, gik lidt mere. Satte os ind på en tankstation klokken 2 og spiste en plade chokolade. Der var folk over alt, selvfølgelig var det også fredag aften, men selv i hverdagene er der liv. At man ikke bare behøver at sidde hjemme og kigge på hinanden, at man bare kan sige: "Kom, vi kan da bare gå en tur" og så gøre det, og rent faktisk ikke behøve at gå rundt i en sovende by. 

Derfor er storbylivet en stor ting for mig. Jeg er glad for at være end i Resistencia, selvom det er farligt, selvom det er pisse varmt, selvom jeg ikke kommer til at kende hele byen, og selvom øjne og ører skal være åbne hele tiden.